En journalist bortføres

Den autentisk baserede »A Mighty Heart« med Angelina Jolie er så hektisk og kaotisk, at det bliver udmattende.

Den larmende labyrint Karachi i Pakistan er formentlig en af de storbyer i verden, som man har mindst lyst til at besøge.

Til gengæld er »A Mighty Heart« måske en af de film i biograferne, som man umiddelbart har mest lyst til at se, for den er instrueret af den frygtløse Michael Winterbottom, har den glamourøse Angelina Jolie i hovedrollen og handler om så sprængfarligt et emne som islamisk terrorisme.

Imidlertid bør man advares om, at »A Mighty Heart« rummer to afgørende problemer, som vi vender tilbage til efter et kort handlingsreferat.

Filmen foregår i Karachi i 2002 og har udgangspunkt i, at den amerikanske (jødiske) journalist Daniel Pearl fra avisen Wall Street Journal bliver bortført af ukendte gerningsmænd, hvorefter vi følger de angstfyldte døgns vekslen mellem håb og fortvivlelse, som hans franske kone Mariane Pearl gennemlever, mens både pakistanske og amerikanske myndigheder sætter omfattende aktioner i værk for at finde den bortførte.

En smuk hyldest

Problem nummer ét giver næsten sig selv. Den opsigtsvækkende historie er jo autentisk, så vi ved, at Daniel Pearl til slut bliver myrdet af sine bortførere, hvorved vi ligesom i David Finchers »Zodiac« gennem det meste af filmen følger talrige detaljer i en kompliceret politiefterforskning, hvis negative resultat vi kender i forvejen.

Det andet og værre problem opstår, fordi Michael Winterbottom overdynger os med en lavine af navne, lokaliteter, organisationer og dunkle forbindelser, så man cirka halvdelen af tiden ikke helt fatter, hvad der foregår, og hvem der er hvem. Måske gør han det for at få os til at glemme, at udfaldet er givet på forhånd, og han gør det i et højt opskruet tempo med myriader af bipersoner, hvileløst jagende kamera og kaskader af hektiske klip.

Det er i og for sig virtuost i en hyperventilerende stil beslægtet med Paul Greengrass’ nylige »The Bourne Ultimatum«, men stilens eksplosive rastløshed betyder i Winterbottoms mere diffuse film, at man må bruge al sin energi på simpelthen at forsøge at følge med i handlingen – hvem arresterer det pakistanske politi nu, og hvem skyder de nu på, og hvorfor gør de det? – så man ikke har overskud til også at engagere sig følelsesmæssigt i filmen. Og det er en skam, for den rummer midt i sit voldsomme virvar en smuk hyldest til den højgravide Mariane Pearls heroiske humanisme, som Angelina Jolie fremstiller med styrke og overbevisning.

Ingen ledige pladser

Michael Winterbottom har tidligere fortalt autentisk inspirerede og politisk kontroversielle historier i film som »Welcome to Sarajevo« og »The Road to Guantanamo«. De havde imidlertid en klarhed og stringens, som man savner i den kakofoniske »A Mighty Heart«, der har let ved at imponere og svært ved at gribe.

Man kunne tro, at når man som undertegnede ser filmen for anden gang, falder brikkerne bedre på plads, men det gør de ikke, for der er ingen ledige pladser, som de kan falde på. Og nok er det modigt at fortælle om rabiate muslimers bestialske mord på en sagesløs jøde, men som årets mest kaotiske film lammer »A Mighty Heart« sin tilskuer med en overdosis af intensitet og bliver først og fremmest udmattende.