Sang er bedre end bank

Paprika Steens »Til døden os skiller« begynder lovende, men kæntrer undervejs.

Hustruvold er et hæsligt fænomen, som får en humoristisk drejning i Paprika Steens nye film. Her er det nemlig hustruen, der er voldelig.

I hvert tilfælde møder hendes ægtemand Jan påfaldende ofte op til sit arbejde som purser på en Sverigesbåd med skrammer og blå mærker, og hans akavede forklaringer om, at han stødte ind i en dør, tror ingen på. Oven i købet kompenserer Jan for ydmygelserne på hjemmefronten ved at behandle kolleger og kunder med tyrannisk urimelighed, så på et tidspunkt tvinger hans chef ham til at gå i terapi for voldsramte mænd. Men Jan havner i en terapigruppe for voldsmænd, og her lærer han de hårdtslående mekanikere Rudy og Alf at kende.

Så langt, så godt, og lad også gå med, at Jan hyrer de to kvindebankere til at myrde sin kone Bente. Men da Alf og Rudy i stedet for at slå Bente ihjel bliver enormt glade for hende, begynder handlingen at slingre faretruende, og i løbet af denne færgefikserede films anden halvdel kæntrer den uhjælpeligt og ville være sunket helt til bunds, hvis ikke de medvirkede havde spillet så flydende.

Problemet lader sig identificere. Den normalt velskrivende manuskriptforfatter Anders Thomas Jensen minder denne gang om en skakspiller, der nok kan finde ud af at placere brikkerne på brættet, men ikke at flytte rundt på dem. Han bevæger tårnet diagonalt og løberen sidelæns, hvad der er imod reglerne og derfor skaber rod, forvirring og betydelig frustration hos tilskueren.

Sagt på en anden måde begynder filmen lovende som noget, der både kan blive til et tænderskærende ægteskabeligt drama og en kulsort komedie. Men da mødet med de pludselig lammefromme Rudy og Alf afslører, at den frygtindgydende hystade Bente er så hidsig, fordi hun i sin tid ikke fik lov til at gøre karriere som operasangerinde, og at hun bare skal begynde at synge igen for at få det bedre – fra arrig til arie – forsvinder optaktens friskhed sporløst. Handlingen flakser vingeskudt, og filmen forvandler sig til en underligt genreløs og uformelig klump.

Man kan dårligt klandre Paprika Steen, hvis instruktion er professionel nok, men man kan ikke nægte, at i forhold til hendes debut som instruktør, det gribende drama »Lad de små børn ...«, er den nye film et syvmiletilbageskridt.

Det gør ikke ærgrelsen mindre, at »Til døden os skiller« i modsætning til andre nye danske film ikke bare har en enkelt svensk medvirkende, men en hel håndfuld, så man virkelig kan få læst nogle undertekster – kunne man ikke til en afveksling finde nogle finner til næste film? – og man må trøste sig med, at folk som Søren Pilmark, Nicolai Kopernikus og Kristian Halken er bundsolide i en hvilken som helst birolle, og at filmdebutanten Rasmus Bjerg som den tunge voldsmand Alf spiller så fremragende, at man slet ikke tror, at han er skuespiller.

Også al respekt for Sidse Babett Knudsens furiøse præstation i den utaknemmelige rolle som postulatet Bente, men det påhviler først og fremmest Lars Brygmann som Jan at fastholde vores mere og mere adspredte interesse, og denne altid eminente skuespiller løser opgaven upåklageligt med et betragteligt arsenal af stive smil, kunstig opstemthed, absurd aggressivitet, påståelig stædighed, kejtede fagter, forsinkede reaktioner og nervøse tics. Jan er virkelig en meget irriterende mand, men flerdimensional og derfor interessant.

For de sangglade kan det oplyses, at hvis man gerne vil se Thomas Bo Larsen mime til en operasangers stemme, foregår det i Thomas Vinterbergs »En mand kommer hjem«, men hvis man hellere vil se Sidse Babett Knudsen gøre det samme, er »Til døden os skiller« sagen. Og den får ikke for lidt, for filmen kulminerer med en opførelse af Puccinis svulmende »La Bohème« på scenen i Ystad. Ja, Ystad!

Det må derfor være fair at konstatere, at folk, der hader opera, nok skal holde sig væk fra Paprika Steens film. Og det samme skal desværre mennesker, som elsker at more sig.

En time og 40 minutter. Frarådes børn under syv år.