Kamp og kys i køkkenet

»Kærlighed & Krydderier« er en sympatisk film om kogekunst og kærlighed.

For mange kokke fordærver maden, og bare to kokke er nok til at skabe røg i køkkenet, hvis den ene opfatter den anden som en konkurrent og trussel.

Sådan er det i Scott Hicks’ romantiske komedie »Kærlighed & Krydderier«, der er mere romantisk end komisk i sin ikke totalt tandløse beretning om den beundrede mesterkok Kate, som hersker suverænt i en populær restaurants køkken på Manhattan, indtil kollegaen Nick ansættes til at assistere hende. Men han har sine egne kulinariske ideer og talenter, og det kan Kate, som er neurotisk kontrolfreak, overhovedet ikke lide.

Samtidig omkommer Kates søster i en trafikulykke, så den travle køkkenchef må tage hendes lille datter til sig. De to afgørende spørgsmål lyder nu, om Kate vil kunne lære at fungere som kærlig reservemor, og om hun vil finde ud af, at hun og Nick i virkeligheden er bestemt for hinanden.

Hvis historien lyder bekendt, skyldes det, at »Kærlighed & Krydderier« er en trofast genindspilning af Sandra Nettelbecks tyske film »Bella Martha«, der kom i 2001 med danske Ulrich Thomsen i en vigtig birolle som flink nabo.

Den nye film er hverken værre eller bedre end den gamle, men den har et kommercielt trumfkort i skikkelse af Catherine Zeta-Jones, der som Kate demonstrerer sine seriøse kvaliteter med en intens og nuanceret præstation.

Den kreative kavaler Nick spilles med en velsignet mangel på indsmigrende nuttethed af den robuste Aaron Eckhart, som man ikke mindst husker med glæde fra Jason Reitmans vittige »Thank You for Smoking«. Og mens filmens musik af selveste Philip Glass er forbløffende anonym, krydres handlingen i afgørende øjeblikke af prægtige arier fra operaer som »La Traviata« og »Turandot«. En lidt letkøbt måde at fange vores følelser på, men den virker.

I forhold til hans store internationale gennembrud med »Shine« i 1996 kan den konsekvent konventionelle »Kærlighed & Krydderier« nok siges at repræsentere et tilbageskridt for instruktøren Scott Hicks, men set med venlige øjne er der dog tale om en solid og sympatisk film om en ambitiøs kvindes behov for at bryde gennem sin effektive professionelle facade og turde give sig følelserne i vold.

Hvis vi skal holde os til den kulinariske verden, minder filmen mere om frikadeller end om foie gras, men den smager ikke grimt.