Svulmende heltedyrkelse

»We Were Soldiers« er en patriotisk krigsfilm, som vil give de amerikanske Vietnam-veteraner oprejsning.

»Jeg er glad for, at jeg kunne dø for mit land,« siger den kønne unge døende amerikanske soldat. Og sådan er »We Were Soldiers« hele vejen igennem.

Den er baseret på en bog, som oberstløjtnant Harold Moore skrev om Vietnamkrigen sammen med journalisten Joseph Galloway, og det kunne jo tænkes at være en medvirkende årsag til, at Harold Moore som filmens hovedperson er den mest beundringsværdige af alle militærpersoner. Han er akademiker, humanist, inspirator, troende katolik og frygtløs kriger, og han er den ideelle ægtemand, den perfekte far og den fejlfri officer. For meget af det gode?

Ja, afgjort. »We Were Soldiers« er en ukritisk hagiografi præget af næsegrus beundring for Harold Moore, og derudover er den en film, som minder forbløffende meget om Ridley Scotts »Black Hawk Down«. Ganske vist foregår den i Vietnam i 1965 og ikke i Somalia i 1993, men den handler også om sympatiske amerikanske soldater på en helikopterbåren mission, som skulle have været hurtig og ukompliceret, men bliver noget helt andet.

I »We Were Soldiers« konfronteres Harold Moore og hans 400 mand ganske uventet med omkring 2.000 nordvietnamesiske soldater, og dermed kan Randall Wallaces film udvikle sig præcis ligesom Ridley Scotts. Amerikanerne kæmper med selvopofrende heltemod mod den knusende overmagt, hverken levende eller døde kammerater skal efterlades på slagmarken, og til slut kommer begivenheder, der strengt taget var katastrofer, til at ligne storslåede sejre for USA.

I »Black Hawk Down« falder somalierne som fluer, men endnu flere mennesker bliver skudt i »We Were Soldiers«, som dermed formentlig sætter ny verdensrekord på området. Det bør dog understreges, at Randall Wallaces film hverken er racistisk eller revanchistisk - tværtimod bestræber den sig på at vise, at nordvietnameserne også er mennesker, ikke monstre - men den er endnu en patriotisk og patetisk hyldest til amerikanske soldaters heroisme, og den har som mere specifikt mål at give oprejsning til de amerikanere, der kæmpede i Vietnam uden at få den forventede heltemodtagelse ved hjemkomsten.

Så selv om den skildrer krigens gru i talrige makabre detaljer, er »We Were Soldiers« et diametralt modstykke til film som Francis Ford Coppolas »Dommedag nu« og Stanley Kubricks »Full Metal Jacket«. Den er mere på bølgelængde med John Waynes berygtede »The Green Berets«, og med Mel Gibson i hovedrollen som Harold Moore har den jo en stjerne, der efterhånden er ekspert i at spille uselviske frihedshelte med et bravt hjerte.

På hjemmefronten sørger Madeleine Stowe som Moores kone for at vise, at også de amerikanske kvinder var heroiske under Vietnamkrigen, og Sam Elliott spiller en hærdet oversergent, der ud over at være Harold Moores højre hånd er så barsk og brysk, at det tangerer en ufrivillig parodi. Hvad der i og for sig ikke gør så meget, for hvor effektiv professionel dygtighed Randall Wallace end har investeret i den bragende iscenesættelse af filmens endeløse, ekstremt blodige kampscener, er det dog vanskeligt at tage »We Were Soldiers« alvorlig.

Historien er ganske vist mere eller mindre autentisk baseret, og ønsket om at give Vietnam-veteranerne en forsinket hyldest er legitimt. Men filmen er så pompøs og bombastisk i sin svulmende heltedyrkelse, at den vader i klicheer og kun er et par millimeter fra at være ren kitsch.