Smalfilm & sigøjnerpunk

»Super 8 Stories« er en noget skramlende musikdokumentar om instruktøren Emir Kusturicas band - lavet af ham selv selvfølgelig!

Den bosnisk-serbiske (eller eks-jugoslaviske) instruktør Emir Kusturica er kendt for sine groteske, fabulerende film om især forholdene på Balkan, hvoraf »Underground« vandt Den Gyldne Palme i Cannes i 1995, mens borgerkrigen rasede omkring hjembyen Sarajevo.

Ved siden af sin karriere som international anmelder- og festivaldarling har den fandenivoldske Kusturica også haft tid til at pleje nattelivet på Europas rockspillesteder som cigarrygende guitarist for The No Smoking Orchestra, der oprindeligt var et punkband og et anarkistisk kunstnerkollektiv, dannet af sangeren og satirikeren Nelle Karajilic i Beograd i 1980. Et band, der allerede under Tito fik forbud imod at optræde, men som alligevel (eller netop derfor?) har opnået folkelig kultstatus i den serbiske ende af det tidligere Jugoslavien.

Et trendy mix

Samtidig er jagten på »den nye lyd« også taget til i vestlige hipster- og undergrundsmiljøer, og The No Smoking Orchestra er ligesom f.eks. franske Les Negresses Vertes blevet eksponenter for et trendy mix af etnisk folkemusik (i dette tilfælde Balkans hidsende sigøjnerrytmer), jazz og punk, der har fundet sit publikum i Paris, Berlin, Rom og London.

Dokumentarfilmen »Super 8 Stories«, som havde verdenspremiere på sidste års Berlin Film Festival, følger bandet på turné, portrætterer dets enkelte medlemmer og prøver sporadisk at indkredse de kulturelle rødder i dets vilde, galopperende og skramlende musik. Der er dømt sex, slivovitch og sigøjner-rock'n'roll for fuld udblæsning, men med kombinationen af den bevidst sjuskede sammenklipning af smalfilmsstrimler/koncertoptagelser/musikvideoer og højrøstet backstage-pjank/levende

trash-musik bliver over halvanden time noget anstrengende i længden.

Dog er der så megen humor og livskraft, vanvid og temperament over både musikken og de glade, skæve drenge fra Beograd og Sarajevo, at man må bøje sig - selv om denne uhøjtidelige, skødesløse dokumentarfilm lige så godt kunne ses en sen aften på DR2 som i biografen.