Fodbold i fængslet

FILM »Mean Machine« er en politisk ukorrekt og rockersej macho-film om en fodboldkamp imellem fanger og vagter i et engelsk fængsel. Perfekt opvarmning til VM!

Fodboldfilm er sjældent særlig vellykkede, og selv når etablerede navne som amerikanske John Huston har stået bag kameraet, og rigtige fodboldstjerner har trillet med bolden imellem Hollywood-navnene - som i den monumentalt kiksede »Victory« - er det gået galt. Men OK, det var også Sylvester Stallone, der stod på mål i dén film!

Derfor er den tidligere reklameinstruktør Barry Skolnicks »Mean Machine« (bygget over american football-filmen »The Longest Yard« fra 1974), om en flok underkuede fangers symbolske fodboldkamp imod sadistiske fangevogtere i et engelsk fængsel, også en positiv overraskelse.

Den tidligere professionelle fodboldspiller Vinnie Jones har siden sin kontroversielle karriere på grønsværen (hvor beskidte tricks var specialet) fået en ny, lukrativ tilværelse som skuespiller, typecastet i fandenindvoldsk charmerende skurkeroller i »Rub, stub & to rygende geværer«, »Snatch«, »Swordfish« og »Gone In 60 Seconds«. Hans koparrrede forbryderfjæs, hans truende blik, hans hærgede muskuløse fysik og hans autentiske baggrund i virkelig britisk topfodbold gør ham derfor til den perfekte hovedrolleindehaver i »Mean Machine«.

Jones spiller den tidligere engelske landsholdsanfører Danny »The Mean Machine« Meehan, der er røget ud i mørket efter beskyldninger om at have »fixet« en landskamp imellem England og arvefjenden Tyskland for at få strøget en enorm spillegæld. Efter spirituskørsel og overfald på to politibetjente får Meehan tre års ubetinget fængsel, og han ankommer med kraftige tømmermænd til et middelalderligt mareridtsfængsel, hvor såvel de indsatte som de ansatte anser ham for at være en landsforrædder. Bortset da lige fra den korrupte, spilleglade fængselsdirektør, der ønsker, at han skal træne fangevogternes halvprofessionelle hold i deres firmaturnering. Et ønske, Meehan får ændret til, at han skal træne fangerne til en kamp mod vogterne, som direktøren så kan vinde penge på hos sin illegale bookmaker.

»Mean Machine« er således halvt klassisk fængselsdrama (intriger/stoffer/psykopater/gangsterkongen/overfald i bruseren/den endelige accept etc.), halvt fodboldfilm (det forløsende, stort iscenesatte finaleopgør imellem de undertrykte og deres uniformerede plageånder), men Skolnick får de to genrer koblet stærkt sammen med en stensikker taktik.

Sarte læsere skal være advaret: Dette er en brutal macho-film for blodstørstige drengerøve, hvis helte er en flok ubarberede, utilregnelige hooligans. Kort sagt, den perfekte, politisk ukorrekte opvarmning til det VM, der snart vil forvandle halvdelen af planetens befolkning (den mandlige) til sofakartofler i en hel måned!

Som fængselsfilm ligger »Mean Machine« i trendy forlængelse af Guy Ritchies og Quentin Tarantinos hippe, dynamiske, postmoderne voldsorgier, hvor knuste kranier afløses af skrappe one-linere med oppiskende techno på lydsporet. Som sportsfilm er den (ligesom f.eks. Oliver Stones' »Any Given Sunday«) et visuelt hårdtpumpet eksempel på, at fodboldens tacklinger, konfrontationer, finesser, driblinger og mål faktisk godt kan skildres med massiv power og gennemslagskraft på det store lærred. Ikke mindst fordi at fodboldkampen er filmet som en rigtig TV-transmission, og skuespillerne bl.a. er blevet valgt ud fra deres evner med læderkuglen...

Der appelleres veloplagt til de lavest tænkelige fællesnævnere, når kampsportsdræberen og målmanden Monk (»ham der åd Hannibal the Cannibal«!) skal demonstrere alle fodboldens værste svinestreger på den unge, naive Billy, der så gerne vil være med på fangernes hold. Og selv den blødeste barnevognstriller eller den mest underkuede tøffelhelt må juble som en hjernedød hooligan på alt for mange guldbajere når fangerne til sidst går i kødet på de fascistoide vagter på fodboldbanen.

Det er underholdende og konstruktiv fodboldvold. Og det er simpelthen rockersejt!