Mord for åbent kamera

Den amerikanske »Series 7« er en skræmmende skildring af, hvad reality-serierne på TV måske kan udvikle sig til.

Alle mennesker foragter tilsyneladende fjernsynets såkaldte reality-serier, der ikke desto mindre er meget populære. Det er nok ligesom med visse ugeblade, som ingen køber, men mange læser.

Dog varer popularitet jo ikke evigt. På et tidspunkt bliver folk trætte af at høre deltagerne i »Big Brother« ævle og bævle og kævle endeløst, og de gider ikke mere se de medvirkende i »Fear Factor« æde regnorme og lægge arm med edderkopper. Altså må man finde på noget nyt, og hvad er vel mere oplagt end en reality-serie, hvor deltagerne helt bogstaveligt skal slå hinanden ihjel, så kun den stærkeste overlever?

Ideen er ganske vist ikke ny - den blev dyrket allerede i Paul Michael Glasers film »The Running Man« fra 1987 - men i dag er den mere aktuel end nogensinde, og Daniel Minahans »Series 7« skildrer den virkningsfuldt ved at give afkald på satirisk ironi og i stedet fremtræde gravalvorlig som en slags reality-seriernes svar på »The Blair Witch Project«.

Seks mennesker udvælges ved lodtrækning til at deltage i syvende servering af TV-serien »The Contenders«. En af dem er en 72-årig pensionist, en anden er sygeplejerske, en tredje hårdt ramt af testikelkræft, og en fjerde er højgravid, men skrap som bare pokker og regerende mester i serien (det vil sige, at hun modsat sine tidligere konkurrenter har overlevet). Hver deltager udstyres med skydevåben og følges herefter tæt af et kamerahold, så »Series 7« også bliver et blodigt svar på film som Peter Weirs »The Truman Show« og Ron Howards »EdTV«.

Og så skal de seks altså i gang med at forsøge at tage livet af hinanden, hvad de trods enkelte beherskede skrupler gør med betydelig ildhu - om end naturligt nok med en lidt ubehjælpsom mangel på professionalisme - mens de i ledige stunder fortæller om sig selv til TV-stationens aldrig slukkede kameraer. Det virker næsten dokumentarisk på en Dogmelignende måde, men situationen kompliceres en smule af, at den gravid Dawn (Brooke Smith) og kræftpatienten Jeff (Glenn Fitzgerald) engang var kærester og derfor ikke er helt så ivrige efter at dræbe hinanden, som de burde være. Faktisk vil Jeff hellere begå selvmord, men det indgår ikke i TV-seriens ubrydelige koncept.

Det styrker filmen, at Daniel Minahan klogt afstår fra at moralisere eksplicit, og med sin kliniske, nærmest henkastede skildring af drabene kan »Series 7« minde en smule om John McNaughtons isnende »Henry: Portrait of a Serial Killer«. At advare mod de mulige konsekvenser af de kommercielle TV-stationers kyniske jagt på sensationel reality er vel ikke voldsomt originalt, men Daniel Minahans koldsindige beskrivelse af, hvor let ganske almindelige borgere lader sig lokke til at medvirke, er ikke desto mindre både uhyggelig og tankevækkende.

Måske er filmens slutning lidt for kunstigt konstrueret - her har Daniel Minahan svært ved at styre sin ellers omhyggeligt indkapslede forargelse - men logikken i, at en serie som »Fear Factor« engang kan blive afløst af en serie som »The Contenders«, lader sig ikke afvise, for hvem kan få øje på grænserne for, hvad nogle mennesker vil gøre for at opnå berømmelse på TV?

En styg tanke, som gør »Series 7« til en vedkommende film, for den er så grim og ubehagelig, som den bør være. Det skal helst ikke være en fornøjelse at se en film om fornøjelsen ved at se en TV-serie med folk, der slår hinanden ihjel for åbent kamera og dermed bare følger spillets regler.