Den onde kanin

FILM »Donnie Darko« er en foruroligende film om en ung, følsom fyr i dårligt selskab - med en stor kanin, der taler ligesom Darth Vader!

I lystspillet »Harvey« blev den alkoholiserede Elwood (James Stewart) ven med en stor, hvid kanin, der altid fulgte ham rundt på cocktailbarerne til happy hour.

Anderledes dæmonisk er den mandshøje kanin Frank - med de skræmmende hugtænder og de onde øjne - i den debuterende spillefilmsinstruktør- og manuskriptforfatter Richard Kellys »Donnie Darko«, som vakte forståelig opsigt på sidste års Sundance Film Festival.

Donnie Darko (Jake Gyllenhaal) er en intelligent, lommefilosofisk gymnasieknægt fra en fiktiv amerikansk provinsby, der en nat vågner op ved, at en velvoksen kanin med forvrænget Darth Vader-stemme beordrer ham til at forlade sin families hus og gå udenfor. Få sekunder efter tordner en nedstyrtet flymotor igennem taget og lige ned i Donnies seng. Frank har mirakuløst reddet Donnies liv, og da kaninen derefter fortæller ham, at verden går under om 28 dage, tror han logisk nok på den.

Gradvist erfarer vi dog, i skarpt dagslys i det typiske forstadsmiljø, at Donnie har tendenser til paranoid skizofreni og problemer med autoriteter; at han går i terapi hos en psykiater og behandles med medicin for sine hallucinationer. Derfor kan tilskueren også frit vælge, om filmens stadig mere bizarre forviklinger »kun« skal opfattes som noget, der foregår inde i Donnies hoved, eller om hele historien er et magisk-realistisk eventyr om en dreng, der opdager en portal til en anden dimension og bliver i stand til at kontrollere tiden.

Mystisk og gådefuldt

På overfladen, i scenerne med familien, lærerne, behandlerne og skolekammeraterne, kan »Donnie Darko« minde om skæve independent-ungdomsfilm som »Rushmore« eller »Election«. Men når mørket falder på, grænsen imellem virkelighed og mareridt tåger ud, og Frank beordrer Donnie til at begå mere og mere voldsomme handlinger (hærværk, brandstiftelse og mord), er vi pludselig katapulteret ind i et mystisk og gådefuldt univers et sted imellem David Lynch, »Strengt fortroligt« og Paul Thomas Andersons »Magnolia«.

Slutningens baglæns oprulning af fortællingens kronologi (eller tilbagespoling af begivenhederne) er et svimlende kneb på højde med de narrative gimmicks i »Den sjette sans« eller »Memento«, og der er detaljer og tvetydigheder nok til kultstatus alene omkring fortolkningen af, hvad pokker der egentlig er foregået - inde i eller omkring Donnie Darko.

Dette er jo dog udelukkende et spørgsmål om lir og blær fra en dygtig, opfindsom forfatters side, men vigtigere er det, at Kelly også som instruktør opretholder en minutiøs balance imellem realisme og fantasi, der afspejles i både visuel stil, fortælleteknik og skuespil. Ja, for dén sags skyld også en balance imellem den ironiske skildring af en småborgerlig provinshverdag og den sugende stemningsfulde transcendens til en bundløs midnatsverden af fortrængninger, lyster og drømme, der skiftevis gør filmen meget morsom og meget uhyggelig - uden at dét forstyrrer helheden.

Gyllenhaal blev spået en stjerneglitrende fremtid efter gennembruddet som minearbejdersøn med kosmiske ambitioner i »October Sky«, og hans hovedrolle i »Donnie Darko« minder faktisk lidt om dén. Med sit sårbart forvirrede udtryk, sin determinerede mimik og sit søvngængeragtige bevægelsesmønster illustrerer Gyllenhaal alle karakterens splittede træk i ét flydende udtryk, og der er scener af overraskende, gribende styrke, når Donnie f.eks. er inde og se splatterfilmen »Evil Dead« sammen med både kæresten og kaninen - og prøver at gøre dem begge tilfredse. Selv om ingen af disse dog anerkender den anden parts tilstedeværelse i salen!

Filmen foregår i 1988 og er spækket med datidige hits (»Killing Moon«/»Love Will Tear Us Apart«/»Notorious«) på lydsporet. Derfor er det også et scoop, at 80er-ikonet Patrick Swayze - i et riff på Tom Cruises åndsbeslægtede rolle i »Magnolia« - spiller en kvalmende, kristen selvhjælpsguru, der elsker at arrangere musik- og danseforestillinger med små piger i sexede positurer og fuld lolitakrigsmaling. En anden 80er-veteran, filmens medproducer Drew Barrymore, har i øvrigt også en lille, men subtil birolle som Donnies engelsklærerinde, der bliver fyret, fordi hun lader eleverne læse »pornografisk litteratur« (dvs. en novelle af Graham Greene!)

Går verden under om 28 dage? Dør Donnie Darko? Kan man rejse i tid og rum? Er selvhjælpsguruen virkelig pædofil? Eller er vores sympatiske, psykotiske hovedperson blot på vej mod en lukket afdeling sammen med en kanin med skumle motiver?

Se denne originale, anderledes og foruroligende film - mindst et par gange - og find selv ud af det. Men vær advaret: Koncentration er altafgørende, hvis oplevelsen skal være optimal!