Barberbladets musik

Hjerteskærende præstation af Isabelle Huppert i Michael Hanekes voldsomt ubehagelige og stærkt fængslende »Pianisten«.

Erika Kohut er en køligt effektiv, meget selvsikker og højt respekteret musiklærer i Wien. Så hvorfor sidder hun på sit badeværelse og skærer sine kønsdele til blods med et barberblad?

Scenen er central i »Pianisten« og bekræfter, at ingen laver så ubehagelige film som østrigeren Michael Haneke. Man ved det, hvis man har set tidligere værker af ham som »Benny's Video« og »Funny Games«, begge nyligt præsenteret på NatFilm Festivalen, men mens de skildrer vilkårlig vold, som afstumpede mennesker udøver mod andre, handler »Pianisten« om den vold, som en kvinde selv ønsker at blive udsat for. På sine egne præmisser, vel at mærke.

Kvinden er Erika Kohut, frygtet af de studerende på musikkonservatoriet for sin strenge perfektionisme og privat en person, der på sin vis aldrig er blevet voksen. Hun bor sammen med sin dominerende mor - de sover sågar i samme dobbeltseng - og lever sine undertrykte seksuelle længsler ud i snuskede pornobiografer eller i en drive-in-biograf, hvor hun belurer et elskende par i en bil. Og tisser af ophidselse imens.

Da den kønne og opvakte unge klaverelev Walter Klemmer erklærer sin kærlighed til Erika, øjner hun en chance for at få realiseret sine hemmelige masochistiske fantasier om ydmygelse og afstraffelse. Men Walter reagerer heftigt på en måde, som kan skyldes enten skuffet forelskelse eller stupid forargelse, og da der først er slået hul i det mentale dige, som Erika har bygget op omkring sig, fosser de opdæmmede lidenskaber så voldsomt frem, at hun drukner i dem.

Det går ikke an at røbe mere om handlingen i denne frygtelige og stærkt fængslende film, der er baseret på en kontroversiel roman af østrigeren Elfriede Jelinek og byder på en ganske unik kombination af det frastødende, det hjerteskærende, det vulgære og det tankevækkende. Mest nærliggende er det at se »Pianisten« som en advarende beretning om de katastrofale konsekvenser, man kan udsætte sig for ved hårdhændet at undertrykke sine drifter, men filmen er både emotionelt og intellektuelt en udfordring - for ikke at sige en provokation - som i høj grad indbyder til analyse, fortolkning og diskussion.

Man må affinde sig med den distraktion, at indbyggerne i Wien taler fransk - nogle af de medvirkende er lidt for tydeligt eftersynkroniserede østrigske skuespillere - men det betyder til gengæld, at den afsindigt krævende rolle som Erika spilles af den frygtløse Isabelle Huppert, der både på festivalen i Cannes - hvor filmen i fjor blev hædret med juryens Grand Prix - og ved sidse års uddeling af European Film Awards blev prisbelønnet for præstationen. Ikke så sært, for her er tale om en hudløs og hårrejsende indsats, som kun kan udføres af en skuespillerinde med betydelig intelligens og total mangel på forfængelighed, og ikke kun den ækle scene med barberbladet ætser sig ubarmhjertigt ind i erindringen.

I relation til Erikas arbejde kontrasterer Michael Haneke virkningsfuldt smuk musik af blandt andre Schubert med den nederdrægtige hæslighed indbygget i Erikas skæbne, og en vis viden om klassisk musik fremmer forståelsen af et af de symbolmættede lag, som filmen rummer flere af. Og omkring Isabelle Hupperts rystende præstation betragter man med beundring veteranen Annie Girardot som Erikas tyranniske monster af en mor og det talentfulde nye navn Benoît Magimel som Walter Klemmer, der måske afslører sig som en aggressiv skiderik eller måske også bliver et offer for den neurotiske seksualfortrængning.

»Pianisten« er ikke for de sarte, for den er en benhård film fyldt med modhager og skarpe kanter. Men hvor megen væmmelse den end måtte vække hos sin tilskuer, er den indiskutabelt et væsentligt og nærmest uomgængeligt kunstværk, mere modigt og uafrysteligt end langt de fleste tilbud i biograferne.