En splintret verden

Den kontroversielle Michael Hanekes »Kode ukendt« er en kompliceret beretning om frygt og fremmedgørelse.

En vred ung mand kaster en sammenkrøllet papirspose i skødet på en kvindelig tigger på en gade i Paris. En sort mand griber indigneret ind, håndgemæng opstår, politiet ankommer. Historien kan begynde.

Eller rettere historierne, for »Kode ukendt« er en stærkt fragmenteret film, som rummer mindst fire separate, men indbyrdes subtilt forbundne handlingsforløb. Og den er et hårdt og krævende kunstværk, blandt andet fordi den kompromisløse instruktør Michael Haneke brat afbryder de enkelte scener for at lade lærredet gå i sort som for strengt at minde os om, at vi ser en film skabt til refleksion, ikke til forførelse af sanserne eller bedøvelse af hjernen.

Den arrige unge mand med papirsposen har forladt sin far hjemme på bondegården og opsøger sin bror og svigerinde i Paris. Broderen Georges er hærdet krigsfotograf, mentalt præget af farefulde rejser til Afghanistan og Kosovo, mens svigerinden Anne er en skuespillerinde, som vi følger bl.a. under indspilningen af en tilsyneladende yderst uhyggelig film og til en hysterisk audition på en teaterrolle i Shakespeares »Helligtrekongersaften«.

Den kvindelig tigger viser sig at være illegal immigrant og sendes af politiet retur til Rumænien, hvor en del af filmen følgende foregår, men vender siden tilbage til Paris. Den sorte mand, der ikke vil acceptere at se en betler blive ydmyget, arbejder som døvelærer og tilhører en højrøstet familie af afrikanske indvandrere med påtrængende problemer. På bondegården vælger den frusterede far at slagte alle sine dyr, da sønnen er rejst sin vej. Og på et tidspunkt kommer vi på en kort, meget mærkelig afstikker til Senegal.

Stimulerende

Som filmens titel angiver, er koden til en samlet fortolkning af disse til tider forvirrende forløb ukendt - men ikke uopdrivelig - og det lønner sig at se »Kode ukendt« to gange. Ved gensynet med denne intellektuelt udfordrende film falder flere brikker på plads i en dunkel mosaik, hvis grundtemaer er angst, flugt, fremmedgørelse, voyeurisme og forgæves forsøg på at få et konstruktivt greb om den flimrende virkelighed.

Har man gysende set den tysk fødte østriger Michael Hanekes stærkt ubehagelige, men kunstnerisk væsentlige tidligere film »Benny's Video« og »Funny Games« eller hans seneste filmiske knytnæveslag »Pianisten«, vil man opleve den to år gamle »Kode ukendt« som mindre voldsom og rystende, men til gengæld mere kompliceret og flertydig. Den er suverænt instrueret i en slags synkoperet rytme og med kolossal intensitet i de enkelte scener, og den slutter med en nærmest hypnotisk coda, hvor de døve børns trommer buldrer på lydsporet, mens hovedpersonerne gør et sidste symbolsk forsøg på at finde en brugbar kode til tilværelsen.

Selv om den vidunderlige Juliette Binoche investerer indtagende udstråling i rollen som Anne, vil nogle tilskuere formentlig opleve filmens heftigt springende fortælleform som irriterende kryptisk og krukket. Men især ved det førnævnte gensyn står det klart for én, at her er tale om en socialt og moralsk engageret eksistentiel fabel, der ikke giver sit publikum svar på noget som helst, men insisterer på at stille ubehagelige og uafrystelige spørgsmål.

Set med de øjne er »Kode ukendt« en stimulerende provokation baseret på en formodning om, at tilskuerne er i stand til at tænke selvstændigt. Hvad der ved nærmere eftertanke snarere er høfligt end provokerende.

Længde: En time og 58 minutter. Censur: Tilladt for alle, men frarådes børn under syv år.