Rørende, men ikke rørstrømsk

Den danske »Ulvepigen Tinke« er en køn og følsom film for hele familien.

Ingen historie er så god, at den ikke kan fortælles på halvanden time.

Den listige udtalelse tillægges den amerikanske instruktør Howard Hawks, og den passer godt på »Ulvepigen Tinke«, der gør sit publikum en stor tjeneste ved på en time og 33 minutter at formidle en enkel historie effektivt og underholdende.

Historien, som er frit baseret på Cecil Bødkers roman »Hungerbarnet«, foregår i 1850 og handler om pigen Tinke, der efter at have mistet sine forældre er blevet en naturfigur i slægt med titelpersonen i François Truffauts »Den vilde dreng«.

Hun klarer sig selv og formår endda at jage en truende ulv væk, indtil den flinke hyrdedreng Larus finder hende og tager hende med hjem til den bondegård, hvor han troligt træller med prygl og hårde ord som eneste belønning.

Især bonden er en grov tyran, mens hans kone savner en datter - parret har en grotesk voksen søn, der er retarderet og gemmes væk ude i laden, men viser sig at være en godmodig slægtning til Lennie i »Mus og mænd« - og hun vil gerne beholde Tinke trods den vilde piges rebelske trodsighed.

Men Tinke bærer en medaljon, som tyder på, at hun er af fornem slægt, og med eftersøgningen af hendes formentlig rige bedsteforældre får historien et lettere detektivisk element.

Mere vil vi ikke røbe, for »Ulvepigen Tinke« fortæller en ganske spændende historie, og det er rart at konstatere, at film for børn ikke nødvendigvis behøver være komedier - som om børn havde et større behov for at more sig end voksne!

Ganske vist er Morten Køhlerts film ikke blottet for humor, men den er først og fremmest et klart fortalt og let forståeligt drama om en utilpasset pige, som søger sine rødder og undervejs lærer venskabets værdi at kende.

Dialogen klinger mere af Vestebrogade anno 2002 end af det landlige Danmark midt i 1800-tallet, men man skal ikke hænge sig i petitesser og hellere nyde den lysbevidste fotograf Bo Tengbergs udsøgte billeder, som både lader det summe af sol over engen og rummer sans for bondelivets mere smattede aspekter, selv om man nok kan mene, at her dyrkes en vis idyllisering af forarmelsen. Men det gør heller ikke noget, for dette er trods alt en slags eventyr for børn og ikke et indigneret socialkritisk værk.

Som Tinke er Sarah Juel Werner lidt skinger i replikkerne, men har til gengæld køn og følsom udstråling, og filmens bedste præstation ydes af Peter Jeppe Hansen som Larus. Han er et sympatisk naturtalent, og modsat voksne medvirkende som Lisbet Dahl, Erik Wedersøe og Bent Mejding har han aldrig spillet på teatret og forfalder derfor ikke momentvis til teatralske udtryk.

Morten Køhlert har vist nok været lidt (forståeligt) frustreret over, at han i 1999 debuterede som instruktør med den fortjente fiasko »Under overfladen«, som han blev kastet hovedkulds ud i, efter at først Shaky Gonzales og derefter Morten Lorentzen var rendt fra instruktørposten i utide.

I sandhed en utaknemmelig debut, og med »Ulvepigen Tinke«, som han selv har skrevet manuskriptet til, får Morten Køhlert revanche og beviser, at han er en gedigen filmskaber med fuld kontrol over virkemidlerne og omsorgsfuld sans for detaljerne.

Og så spilder han altså ikke publikums tid, så man kan roligt tage hele familien - måske på nær de mindste børn - med ind at se denne imødekommende beretning om en sej pige, der ikke finder sig i noget, indtil hun finder sin rette plads i tilværelsen. Det er rørende og ikke rørstrømsk.