Sommer-smæk i sort

Efterfølger: Humoren er intakt, håndværket i top og de visuelle effekter mere moderne i den anden »Men In Black«-film, »MIIB«.

»They are back in black«, lyder PR-sloganet for den anden film med Tommy Lee Jones og Will Smith i de veloplagte hovedroller som agenterne K. og J. fra den tophemmelige politiorganisation »Men In Black«, der overvåger og kontrollerer rumvæsener på Jorden - uden, at flertallet af planetens befolkning aner noget om det. Når aliens laver noget lort, så får de tæsk af mænd i sort!

Instruktøren Barry Sonnenfeld og filmstudiet Sony Columbia har i fem år kæmpet for at få ikke mindst d'herrer i sorte habitter samlet til en efterfølger til den overraskende succesfulde etter, der scorede næsten 600 mio. dollars på verdensplan, men forskellen på dengang og nu er - som med alle sequels - overraskelsesmomentet.

Dengang var kombinationen af hårdkogt humor, kultreferencer, science fiction og action et nyt koncept i Hollywood, men dét er det ikke længere. Hvilket selvfølgelig gør »MIIB« knap så forrygende som forgængeren.

Men ellers er der egentlig ikke noget at klage over i den eneste sommerfilm, der ser ud til at kunne nærme sig »Spiderman« på box office-hitlisten. Jones og Smith sparker alien-røv med cool stil, glimt i øjet og kvikke replikker sprøjtende fra laserpistolerne. Special effekt-guruen Rick Baker og Industrial Light & Magics rumvæsener - ikke mindst den onde dronning Serleena (sexede Lara Flynn Boyle med slanger i ærmerne!) - er mere fantasifulde end nogensinde. Og humoren får en tak opad med skægge indslag som f.eks. en større rolle til den sjofle, talende, cigarrygende bulldog Frank og en hel civilisation af små, rottelignende væsener, der lever i et skab på Grand Central Station og hylder K. som deres tilbagevendte gud!

Den uskyldige planet Jordens eksistens trues endnu engang af skumle aliens, og J. må hente K. tilbage fra otiummet som postmester i provinsen for at finde ud af, hvad der skete med »Lyset«, en kosmisk energikilde, som Serleena jagter - hvilket ikke gøres nemmere af, at K. før pensioneringen blev »neutraliseret«, så han ikke kan huske noget som helst om sin hemmelige agentgerning.

»MIIB« vinder på samspillet mellem Jones og Smith som henholdsvis kynisk gnavpot og åleglat hipster - og på de visuelle specialeffekter, hvor der mildt sagt ikke er sparet på budgettet. Harmløs og herlig sommerunderholdning, der dog næppe når »Spiderman«s globale indtjeningstal.

90 min. Tilladt over 11.