Sårbar, men sej

Amos Kolleks film »Fast Food Fast Women« er original, vittig og opmuntrende.

Bella er centret i filmen »Fast Food Fast Women«. Hun pukler som servitrice på en ydmyg café i New York og fylder til sin gru snart 35, hendes højhælede sko får hende ustandselig til at snuble, hun har i mange år haft en gift mand som fortravlet elsker, og man kan ikke påstå, at hendes tilværelse er let og løfterig.

Men Bella er et godt menneske med skjulte ressourcer, og dermed er hun en mere positiv figur end de af skæbnen skamskudte kvinder, som den formidable Anna Thomson har spillet i to tidligere film af Amos Kollek, de dystert rystende ensomhedsberetninger »Sue« fra 1997 og »Fiona« fra 1998. I forhold til dem er »Fast Food Fast Women« langt lysere og gladere, men den er også præget af den egensindige originalitet, som giver alle Amos Kolleks film skarpe kanter og uforudsigelighed i handlingen.

Bella møder den p.t. enlige far Bruno - håbefuld forfatter, men indtil videre professionel taxichauffør - og de tiltrækkes af hinanden, men har alligevel svært ved at finde sammen. Parallelt med deres usikre romance fortæller filmen en fin og rørende sidehistorie om et par ældre mennesker, der møder hinanden via en kontaktannonce og er endnu mere usikre, og så tager handlingen en overrumplende, yderst frydefuld drejning, som demonstrerer, at skæbnen ikke altid er ondsindet.

Amos Kollek - der er søn af Jerusalems tidligere borgmester Teddy Kollek - giver os en livlig og energisk skildring af hverdagens kuriositeter i New York, for eksempel i form af en stammende polsk prostitueret med en sort søn (det virker ikke nær så sært i filmen, som det ser ud på tryk), suppleret med en velskrevet og jævnlig vittig dialog.

Der ydes udsøgte præstationer i birollerne, ikke mindst af Louise Lasser, der i en fjern fortid var gift med Woody Allen og er stilfærdigt bevægende som den kontaktsøgende enke Emily, men over alt og alle stråler Anna Thomson, der får Bella til at se ud, som om hun hele tiden trænger til et trøstende ord eller en valium, men samtidig afslører hendes indre styrke gennem en sej form for selvironi. Og ligesom i Amos Kolleks tidligere film gennemfører Anna Thomson sine (mange) nøgenscener med et afslappet fravær af blufærdighed, selv om hun (gudskelov) ikke ligefrem ligner Pamela Anderson.

»Fast Food Fast Women« er både morsom og følsom, sexy og charmerende, og den forløber så opmuntrende, at man - i det mindste kortvarigt - føler sig lidt yngre, stærkere og sundere efter at have set den.