Gammel vin på knuste flasker

»Gamle mænd i nye biler« leverer effektiv action til drengerøvene, men er ikke nær så morsom eller forfriskende som »I Kina spiser de hunde«.

Som fan af såvel actionkomedien »I Kina spiser de hunde« som af dennes talentfulde manuskriptforfatter Anders Thomas Jensen gik overtegnede ind til pressekørslen på efterfølgeren »Gamle mænd i nye biler« med bange anelser.

»Gamle...« er faktisk ikke i kronologisk forstand en efterfølger, men det, der i Hollywood og omegn kaldes en prequel i stedet for en sequel: Altså en efterfølger, der handler om, hvad der skete før de blodige begivenheder i »I Kina...«.

De bange anelser kom af at have set alt for mange uheldige forsøg på at fortsætte en succes ud fra de samme karakterer, det samme univers og den samme filmiske stil. Flopstatistikken er skræmmende, hvis man spoler tilbage igennem filmhistorien, men kommercielt er det selvfølgelig aldrig helt ved siden af at satse på et så populært koncept, i dette tilfælde instruktør Lasse Spang Olsen og Jensens forfriskende hybrid imellem »Pusher« og »Olsen-banden«, én gang til.

Det åbenlyse problem i at lade skuespillere, der er blevet tre år ældre (og i enkelts tilfælde adskillige kilo tungere!) siden »I Kina...«, spille de samme karakterer i yngre udgaver, anfægter ikke historien. Det tænker man ikke over.

I en flot titelsekvens leger Kim Bodnia f.eks. bevidst med sit eget image ved at stå i bar overkrop foran spejlet og rode med, hvad alle tror er en pistol, men som viser sig at være... noget helt andet.

Selvironien overlever således i 2'eren, hvor Bodnias gangsterfigur Harald kommer ud af fængslet, vender tilbage til sin restaurant og lægger skumle planer sammen med de modvillige håndlangere, kokkene Peter (Tomas Villum Jensen) og Martin (Nikolaj Lie Kaas), der hellere vil bage kringle til DM i wienerbrød - samt den nyansatte altmuligmand Vuk (Brian »Kyllingen« Patterson), der konsekvent mishandles af hidsige Harald.

Af udtalelser i medierne fremgår det, at en afgørende drivkraft i dette projekt var lysten til at matche dansk films to tungeste drenge: Bodnia og Jens Okking som Haralds døende stedfar, den gamle gangster Munken. Munken, der kun ønsker at se sin biologiske svenske søn Ludvig, før det er for sent.

Samtidig med at Harald og hans fjumrede bande skal have sønnen ud af et svensk fængsel, hvor denne sidder inde på livstid for at have myrdet fem kvinder, skal der begåes bankkup, spilles på oddset og slåes et passende antal tilfældige fjolser ihjel, for Harald skylder tre millioner til den truende serbiske mafioso Ratko (Slavko Labovic), endnu en kær genganger fra »I Kina...«.

Velkendt humor

Omkring to bærende action-ekstravaganzaer - en biljagt i det indre København og kapringen af en pengetransport i lufthavnen - smadres, hærges, bandes, tæskes, blødes og skydes der sådan set lige så meget som i 1'eren, selvom det tjener filmen til ære, at dødstallet trods alt er droslet ned. Med det positive resultat, at Iben Hjejle i en fin birolle som et »Yvonne«-rivejern af en tøs, der får omvendt Ludvig fra psykopati til kærlighed, overlever frem til rulleteksterne!

Stunts, specialeffekter og computermanipulationer er der efter danske forhold ikke noget at udsætte på - drengerøvene får, hvad de kommer for! - men derimellem er det desværre, som om gassen langsomt går af ballonen.

Der er hverken tid eller plads i den komprimerede film til, at Bodnia og Okking får lov at spille op mod hinanden, hvilket især er ærgerligt, fordi de ligesom brødreduoen Bodnia/Dejan Cukic i 1'eren tilfører filmen en undertone af tiltrængt ømhed. Ømheden skal Bodnia/Okking her dele med Hjejle og den svenske skuespiller Torkel Petersson (ham med potensproblemerne i »Jalla! Jalla!«), hvis forelskelse heller aldrig rigtigt integreres i helheden, selvom spillerne gør det godt.

Man ville gerne have set bare et par scener, hvor to så fremragende karaktermachoer som Bodnia og Okking fik lov at spille sig ud over actionkomedie-skabelonen.

Alvorligere er det, at filmens 90er-agtige tone - kontrapunkteringen af ultravold og oneliner-humor, ironi og følsomhed - begynder at virke lidt for velkendt i år 2002. Logisk nok, eftersom den yderst professionelle Anders Thomas Jensen siden »I Kina...« har kørt dén stil maksimalt ud i sin egen »Blinkende lygter« og samtidig præget et bredt udvalg af andre nye, danske film som myreflittig manuskriptforfatter- og doktor. Hans karakteristiske sans for pudsige detaljer, fortællemæssige tricks og lune replikker er blevet hverdag i dansk film, hvor man møder disse elementer i alt fra seriøse dogmefilm til lette sædekomedier.

Jensen har måske sejret sig ad helvede til som landets mest imiterede forfatter inden for dét udtryksregister, og det bliver spændende at se, om han kan udvikle sin uomtvistelige evne i nye, mere »seriøse« retninger - f.eks. ved at parre visuel og sproglig flair med mere substantielle historier. I hvert fald er det afgørende minus ved »Gamle...«, at den både plot- og dialogmæssigt virker som en gentagelse. Gammel vin på knuste flasker... Vi venter trygt på de obligatoriske actioneksplosioner, vi har hørt vittighederne før, og vi forudsiger karakterernes handlinger fra start til slut, selvom der bestemt er perler undervejs.

Dette vil sikkert ikke forhindre »Gamle mænd i nye biler« i at blive en lige så stor kommerciel succes som »I Kina spiser de hunde«, men selvom en 3'er skulle være på vej, er det spørgsmålet, om denne franchise ikke allerede har fået, hvad den kan trække?