Det fnisende geni

Director's cut: Milos Formans »Amadeus« er ikke blevet bedre af at blive 20 minutter længere, men den er stadig en prægtig film.

Manden, der myrdede Mozart? Nej, det grimme prædikat fortjener den stakkels Salieri ikke, men teorien om, at han på én eller anden måde var impliceret i sin kollega og konkurrents uopklarede død, er jo pirrende og et tematisk rigt grundlag for Peter Shaffers fremragende skuespil »Amadeus«, som Milos Forman i 1984 filmatiserede med bravour samt ikke færre end otte Oscar-priser som resultat.

Den alvorligste indvending mod filmen lød dengang, at den var for lang, så egentlig er det ejendommeligt, at man nu har gjort den 20 minutter længere i en såkaldt director's cut version. Betegnelsen betød engang, at en film, som i første omgang var klippet ned eller på anden måde skamferet af ufølsomme producenter, blev genudsendt i den udgave, som instruktøren oprindelig havde tænkt sig - det er f.eks. gjort med Orson Welles' »Politiets blinde øje« og Sam Peckinpahs »Den vilde bande« - men når det gælder »Amadeus«, som fra første færd på alle måder var en succes, er denne smukke udøvelse af forsinket retfærdighed næppe blevet udøvet.

Snarere forholder det sig sikkert sådan, at man med Forman som bagmand har fundet det økonomisk opportunt at genlancere filmen i en længere (samt digitalt remastered) version, præcis som det sidste år var tilfældet med William Friedkins »Eksorcisten« og senest med Steven Spielbergs »E.T.«, uden at den anstændige Spielberg dog af den grund pompøst brugte benævnelsen director's cut.

Man kan heller ikke påstå, at »Amadeus« er blevet en bedre film af den ekstra snes minutter - hvis man ikke har set den oprindelige udgave i en årrække, er det svært helt præcist at lokalisere de »nye« scener, men de er i hvert tilfælde placeret i den nu næsten tre timer lange films anden halvdel og omfatter vist primært en vulgær scenisk parodi på Mozarts »Don Giovanni« samt scener, hvor Salieri hjælper den døende Mozart med at nedskrive noderne til hans Rekviem.

Som rytternes konflikter

Her trækkes historien i langdrag, men alt i alt er »Amadeus« stadig en prægtig film med et eviggyldigt grundtema, nemlig konflikten mellem den ambitiøse og flittige slider, der pines af sin egen middelmådighed, og opkomlingen, som er en støjende løjser med barnlige manerer, men også et gudbenådet geni.

Man kunne tænke på denne konflikt, når man nyligt under Tour de France så den hårdt arbejdende Joseba Beloki forsøge et udbrud blot for at se sig indhentet og overhalet af en ubesværet Lance Armstrong, og som Salieri kunne Beloki sørgmodigt sige til sig selv, at hvad hjælper det at være dygtig, pligtopfyldende, erfaren og energisk, når man er oppe mod en suveræn mester i særklasse? Talent fordeles ikke på demokratisk basis, og Salieri raser mod den Gud, som han hidtil har tjent så trofast, og bruger hemmeligt sin stilling som hofkomponist til at modarbejde Mozart, der troskyldigt jubler over sit frembrusende talent og med sine umodne unoder faktisk er så irriterende, at en vis sympati trods alt samler sig om den misundelige og intrigerende Salieri.

Han spilles fabelagtigt af den med god grund Oscar-hædrede F. Murray Abraham over for den siden ganske glemte Tom Hulce som den hysterisk fnisende Mozart, mens den vittige Jeffrey Jones skaber et kosteligt portræt af kejser Joseph II. Og med uvurderlig hjælp fra så eminente kunstnere som filmfotografen Miroslav Ondricek, scenografen Patrizia von Brandenstein, koreografen Twyla Tharp og dirigenten Sir Neville Mariner har Milos Forman skabt et visuelt og musikalsk overflødighedshorn, der til tider tangerer en overdosis af pittoresk folklore og ekstravagant royal pragt, men som i sine bedste scener - og det er ikke de nytilkomne - løfter sig til et sanseligt, næsten euforiserende brus af hyldest til Mozarts mageløse musik.

Stakkels Salieri, som det ikke hjalp spor, at han overlevede Mozart med næsten 35 år. Hans omkring 40 operaer er for længst forsvundet ud i de artige ariers glemsel, og selv om for eksempel hans koncert i c-dur for fløjte, obo og orkester stadig er nem og behagelig at lytte til, klinger den dog som spinkel klimpren sammenlignet med de udødelige toner, som Milos Formans film lader os nyde i uddrag fra bl.a. »Figaros bryllup«, »Don Giovanni« og »Tryllefløjten« - og man kan så fundere over det forhold, at Mozart ifølge filmen halvopløst gik i hundene, mens han komponerede sine sidste mesterlige værker.

Inden han klistrede de ekstra 20 minutter på sin film, skulle Milos Forman måske have overvejet dens hovedpersons markante replik »Jeg kan ikke omskrive noget, der er perfekt«. Længere er ikke identisk med bedre, men trods en vis træthed i sidste tredjedel er den virtuose »Amadeus« stadig en udsøgt delikatesse for både øjne og ører.

Længde: To timer og 58 minutter. Censur: Tilladt for alle, men frarådes børn under syv år.