Heartbreak Hotel

Hvis man slipper igennem det første, anstrengende kvarter er »Chelsea Walls« en rå, hip og poetisk skildring af kunstnerskæbner på det mytologiske Chelsea Hotel i New York.

Chelsea Hotel på 23. gade i New York er, med beat-guruen Allen Ginsbergs ord, en af »Jordens mytologiske telegrafstationer«: Et (sub)kulturelt brændpunkt for den amerikanske modernisme og avantgarde op igennem det 20. århundrede som mødested og/eller bopæl for berømte forfattere, musikere, skuespillere og kunstnere, der har refereret til stedet i digte og sange, og for bohemer og beatniks, ludere og lommetyve, der har været med til at give det en særlig farverig aura. Hvad enten det var, fordi William S. Burroughs skrev sin notoriske syreroman »Nøgen frokost«, eller fordi punksangeren Sid Vicious slog sin kæreste Nancy ihjel på præmisserne!

Den københavnske kunstbiograf og filmimportør Gloria har gjort et lille kup ved at sikre sig en stribe titler fra det nye, amerikanske independent-selskab InDiGent, der inspireret af bl.a. den danske dogme-bevægelse laver små, skæve auteurfilm med digitalkameraer og lavbudgetter. For tre uger siden havde Gloria premiere på den intense »Tape« af Richard Linklater, hvor Ethan Hawke, dennes kone Uma Thurman og deres ven Robert Sean Leonard medvirker, og nu får det nysgerrige københavnske cineastpublikum allerede en chance for at se de to sidstnævnte i førstnævntes »Chelsea Walls«.

Det første kvarter er ikke lovende - med tidstypisk håndholdt kamera, hoppende klip, knitrende jazzlydspor og prætentiøse monologer - men efter den visuelt og narrativt alt for trendy indledning begynder filmen at finde sin egen rytme, fortættende sig omkring en håndfuld kunstnerskæbner på virkelighedens Chelsea Hotel.

Nå ja, følsomme unge digterinder, der ligner fotomodeller, gamle jazzmusikere, der dropper visdom om livets gåder, og alkoholiserede machoforfattere, der kæmper med Den Store Roman, er ikke ligefrem originalt stof, men trods sin åbenlyse mytologiske fascination lykkes det for Hawke at forvandle disse potentielle klicheer til interessante karakterer. Og digterinder, jazzmusikere og forfattere er jo trods alt også en del af livet, selvom de spilles af f.eks. Uma Thurman, Jimmy Scott og Kris Kristofferson!

Hvis man deler Hawkes (og denne anmelders) kærlighed til amerikansk outsider- og undergrundskultur, hvis man er til beatlitteratur og independent-film, vil man nyde denne rå, hippe og poetiske skitse. Og hey: Glem dogmesammenligningerne, for »Chelsea Walls« ligger i langt højere grad i forlængelse af John Cassavetes' »Shadows« og flere årtiers tradition for tilsvarende film om utilpassede kunstnerskæbner i The Rotten Apple.