Et pinligt gensyn

Den svenske »Klassefesten« er en romantisk-satirisk komedie af beskeden originalitet.

Ak ja, det akavede gensyn med gamle klassekammerater, som man ikke har været i nærheden af i 20 år. Hvordan er det gået dem, og er man strengt taget interesseret i at få det at vide? Er nogle af dem stadig lige irriterende? Og hvad i alverden skal man sige til dem?

Den 36-årige Magnus, gift forsikringsmand med en lille datter, har egentlig slet ikke lyst til at deltage i sådan en klam klassefest. Men dels er han grebet af en nagende følelse af at være blevet konform og kedelig, dels kan han ikke glemme den kønne sorte pige Hillevi, som han var stærkt betaget af i skolen, men svigtede i et afgørende øjeblik.

Så Magnus går alligevel til den famøse fest, og den bliver så tåkrummende pinlig, som man med sin mest nederdrægtige fantasi kan forestille sig. Stemningen er anspændt og kunstigt opstemt, gamle modsætninger dukker snerrende op, fortidens ydmygelser rumler tungt i luften, men Magnus møder dog Hillevi og må nu vælge mellem at realisere ungdommens forelskede drøm eller pænt vende hjem til familien i forstaden.

Han gør i og for sig begge dele, om end ikke på én gang, mens den spinkle handling i den romantisk-satiriske komedie »Klassefesten« går i skred og opløses i flaksende ubeslutsomhed. Det svenske instruktørpar Måns Herngren og Hannes Holm har tidligere fornøjet os med den vittige »Adam & Eva« fra 1997, men i »Klassefesten« dyrker de den allermest nærliggende og basale form for satire, og det hjælper ikke meget, at de med et bastant kunstgreb lader Magnus - sympatisk spillet af Björn Kjellman - blive knasende bogstaveligt konfronteret med sig selv som ung i en række scener.

»Klassefesten« er en tynd og flink lille film, ikke decideret mislykket, men alting i den ligner noget, som man har set bedre skildret før, så her er tale om en blød mellemvare af den slags, der hverken kalder på en varm anbefaling eller en iskold advarsel. Man ser filmen med adspredt sympati for intentionerne og ærgrer sig mildt over, at resultatet ikke byder på lidt færre klicheer og lidt mere originalitet.