Fuck Hollywood!

Kultdarlingen John Waters er en skygge af sit tidligere jeg i den forældede »Cecil B. DeMented«.

Hvis den ultrahippe amerikanske filmoriginal John Waters, The Pope of Trash, havde udsendt »Cecil B. DeMented« for 15-20 år siden, ville man have elsket den.

Der er nemlig noget anakronistisk 80er-agtigt over denne både vrede og muntre komedie om en flok guerilla-filmskaberes voldelige aktioner imod den amerikanske filmindustri, komplet med ironiske kultreferencer og rasende punklydspor. Hvilket desværre får den til at virke lettere forældet i 2002.

Den efterhånden 56-årige enfant terrrible har siden gennembruddet med »Pink Flamingos« i 1972 (hvor den overvægtige transvestit Divine sikrede sig udødelighed ved at æde en rigtig hundelort!) været inkarnationen af superbøsset, flamboyant og dekadent undergrundsfilmkunst i USA. En mand, der bl.a. har sagt, at det er den største kompliment, hans film kan få, hvis publikum kaster op over dem. Og en mand, der har ophøjet dårlig smag på den fede måde til en kunstform i sig selv.

Desværre er det ved at være alt for længe siden, AT selv biografgængere med sarte maver har haft grund til at få kvalme over Waters' film. Efter mainstream-hittet »Hairspray« i 1988 har instruktøren fundet en niche som kæledægge for den kreative ende af Hollywood med sin konsekvente dyrkelse af nostalgisk camp og kitschet americana.

Titlens rablende gale, anarkistiske undergrundsinstruktør, naturligvis opkaldt efter stumfilmsmesteren Cecil B. De Mille, kidnapper Hollywood-divaen Honey Whitlock (Melanie Griffith) for at bruge hende i en cinema verité-film om oprøret imod multiplex- og mainstreamkulturen. DeMented og hans gruppes miltante angreb på biografer, gallapremierer og filmoptagelser i Baltimore (Waters' hjemby) dokumenteres undervejs med håndholdt kamera, og Whitlock rammes af Patty Hearst-syndromet (Patty Hearst selv har selvfølgelig også en rolle!) og ender med at støtte celluloidrebellerne.

DeMented (Stephen Dorff) jamrer over, at Hollywood har stjålet blod, sex, vold og dårlig smag fra undergrundsmiljøet, og det er i virkeligheden også instruktørens eget problem. Hollywood har efter »Natural Born Killers« og »So Fucking What« f.eks. lavet masser af metafilm om virkelig vold som underholdning, og i stedet for at repræsentere avantgarden, ender den ellers før i tiden så provokerende Waters her med at kopiere Hollywoods kyniske kapitalister. Og selvom han da godt nok gør det med sin sædvanlige humor, stil og subkulturelle troværdighed, der med nød og næppe sikrer den tredie stjerne, er dét på en eller anden måde trist.