Mexicansk motherfucker

Roadmovie: »...Og din mor!« er en af årets hidtil bedste film; en både magisk, realistisk og sexet rejse igennem nutidens Mexico, der fortjener et stort dansk publikum.

»Lov mig, at du ikke knepper nogen italienere og ikke nogen ulækre gringo-backpackere!« stønner Tenoch imellem lårene på sin kæreste, imens de boller og sværger hinanden troskab, før hun skal på interrail-rejse igennem Europa. Samtidig med at Tenochs bedste ven Julio gennemfører samme stakåndede afskedsritual et andet sted i megabyen Mexico City med den første piges veninde. Og i samme øjeblik som pigerne er taget i lufthavnen, går fyrene i gang med at lede efter nye damer!

Med halvkiksede samlejer og ultramoderne storbysensibilitet, knivskarp fortællemæssig timing og ungdommeligt romantisk patos indledes den mexicanske instruktør Alfonso Cuaróns femte og suverænt bedste film, »...Og din mor!«, der på sidste års Venedig Film Festival både vandt prisen for bedste manuskript (skrevet af instruktøren og hans bror Carlos Cuarón) og prisen til bedste unge skuespiller (delt imellem Gael García Bernal og Diego Luna).

Lunas Tenoch er en forkælet overklassedreng (hvis efternavn, Iturbide, henviser til en berømt mexicansk leder), mens Bernals Julio (hvis efternavn, Zapata, henviser til den revolutionære bandit fra starten af det 20. århundrede) er fra den lavere middelklasse. Subtilt eksponerer instruktøren dermed en indbygget klassekonflikt imellem de to fløse. En klassekonflikt, der diskret sættes i relief af en verfremdungs-skabende fortællerstemmes neutrale kommentarer til alt det, der foregår indeni personerne eller udenfor billedrammen. Lige såvel som konflikten illustreres af fotografen Emmanuel Lubezkis glidende kamerature fra den ene »virkelighed« til den anden, fra overfladen og om bag kulisserne i det socialt opsplittede, mexicanske samfund...

Til et snobbet bryllup i Tenochs jetset-familie, med præsidenten og hans kone som æresgæster, møder de to 18-20 årige, totalt testosteronomtågede kammerater Luisa, en noget ældre kvinde (spillet af den slanke, men barmfagre spanske stjerne Maribel Verdú), der lever i et ulykkeligt forhold med Tenochs onkel. De to mexicanske motherfuckere er fulde og skæve, hvilket de i øvrigt er konstant igennem hele filmen, og inviterer hende på skrømt med på en tur til en fiktiv, paradisisk strand. Stor er deres overraskelse, da den tilsyneladende uopnåelige spanske skønhed accepterer invitationen, og snart er trioen i en stationcar på vej igennem et fattigt, solbranket ingenmandsland langt fra deres sædvanlige trendy storbyliv med technofester, ecstasytrips og pigejagt.

Farligt trekantsdrama

Visuelt adskiller »...Og din mor!« sig fra mange af nutidens tematisk beslægtede film ved nok i en vis grad at bruge håndholdt kamera, men i langt højere grad at være bygget op omkring monumentale, statiske totalbilleder (mastershots) med kameraindstillinger af op til flere minutters varighed. En ambitiøs og krævende teknik, der fordrer optimalt spil fra de tre skuespillere i en roadmovie, som selvfølgelig også skildrer karakterernes psykologiske, eksistentielle møde med det ukendte. For drengenes vedkommende i afskeden med den sorgløse ungdom og rejsen mod voksenlivet. For kvindens vedkommende i flugten fra et kuldsejlet ægteskab og rejsen mod en chokerende overraskelse.

De utrætteligt masturberende drenges drømme om vild sex med en erfaren kvinde bliver til virkelighed, selvom de næsten ikke tør tro på det, men det erotiske trekantseventyr fremprovokerer også mørkere, farligere energier imellem dem: Dels en ulmende homoerotisk tiltrækning og dels en fortrængt jalousi, der dybest set udspringer af en klasseforskel, de i længden ikke kan rejse, feste eller hore sig fra. De umodne, kåde drenges svulmende ord om evigt broderskab undermineres efterhånden af sol, angst, hormoner og tequila, og snart ligger de i krig med hinanden - med Luisa som skæbnesvanger mentor, moderfigur og femme fatale i midten. »Hvem interesserer sig for, hvem I har kneppet, når I kommer så hurtigt alligevel?« som hun hånligt siger, da hun punkterer deres pralerier om pigeerobringer...

Sjældent er unge mænds patetiske, sexforstyrrede selviscenesættelse blevet mere ærligt skildret på film, og Bernal og Luna - som også i virkeligheden er barndomsvenner - er mesterlige i hovedrollerne. Verdú dirrer som et stykke stramt udspændt ståltråd som kvinden med det kølige ydre og de varme lår, og rammer med sin blanding af hektisk forceret maskulinitet og underliggende feminin sårbarhed en velkendt kvindetype lige på kornet.

»...Og din mor!« er således en af de mest aktuelle, moderne og realistiske film, denne anmelder længe har set. Ikke bare fordi den er så teknisk og æstetisk forfriskende, men også fordi den formår at fastholde et kaos i tiden på en både lysende klar, stilistisk brillant og drømmende magisk måde. »Magisk socialrealisme«, kunne man kalde en tendens fra Mexico, vi også kender fra »Amores perros«.

Det er under alle omstændigheder sjældent at se en film, der virker så helstøbt, selvom dens tonefald svinger fra det bramfrit sjofle over det bevægende lyriske til det hjerteskærende melankolske. Viva Mexico!

101 min. Tilladt over 15.