Var det voldtægt?

Richard Linklaters »Tape« er en intens og udmattende film om tre menneskers skænderier på et motelværelse.

I de første 55 minutter viser »Tape« to mænd, der taler sammen på et motelværelse. Så ankommer en kvinde, hvormed resten af filmen kan vise tre mennesker, som taler med hinanden på et motelværelse.

Her er med andre ord ikke ligefrem tale om et handlingsmættet epos. »Tape« er optaget på digital video og minder til forveksling om en Dogmefilm, og instruktøren Richard Linklater gør intet forsøg på at camouflere, at hans film er baseret på et skuespil af Stephen Belber.

Richard Linklater debuterede i 1991 med den snakkesalige døgenigt-skildring »Slacker« og fulgte den op med de beslægtede »Dazed and Confused« og »subUrbia«, og efter de lidt akavede, ikke særlig succesrige mainstream film »Before Sunrise« og »The Newton Boys« lavede han den yderst besynderlige »Waking Life« - vist på dette års NatFilm Festival der er en spillefilm forvandlet til tegnefilm.

Af Linklater forventer man altså ikke konventionel underholdning, selv om han i »Tape« på klassisk dramaturgisk facon overholder tidens, stedets og handlingens enhed. Filmen fortæller om to gamle venner, den hidsige narkopusher Vince (Ethan Hawke) og den håbefulde filminstruktør Jon (Robert Sean Leonard), der genforenes på det ydmyge motelværelse i Michigan, hvor gensynsglæden snart afløses af aggressive konfrontationer, da Vince beskylder Jon for ti år tidligere at have voldtaget deres fælles veninde Amy. Efter lang tids hårdnakket benægtelse erkender den ellers så pæne Jon, at der nok skete noget i den retning.

Men så tager den pinefulde udforskning af fortidens synder en overraskende drejning, da Amy (Uma Thurman) selv dukker op på motelværelset, og mere bør ikke røbes om handlingen - eller rettere sagt dialogen, for man kan dårligt tale om en handling - i dette ekstremt ordrige kammerspil, hvis pågående visuelle stil nærmest lader videokameraet mase sig helt op i næseborene på de tre medvirkende eller ind mellem tæerne på dem.

Resultatet er yderst intenst, temmelig opslidende og spillet med fynd og klem især af Ethan Hawke, fast medvirkende i Richard Linklaters værker og her i højspændt teatralsk udfoldelse. Replikkerne er velskrevne og skænderierne om den mulige voldtægt interessante som en slags demonstration af hukommelsens upålidelighed og sandhedens relativitet, så man keder sig ikke, mens man ser »Tape«. Man bliver bare grebet af en vis klaustrofobi og en lettere træthed i trommehinderne.