Bitter romance

John McKay tager chancer i »Crush«, der er en typisk britisk, romantisk komedie med tragiske undertoner.

Tre modne alenekvinder omkring de 40 år i en lille, engelsk landsby mødes en gang om ugen over gin, chokolade og cigaretter for at jamre over deres tilværelser, og dén, der kan komme med den mest tåkrummende patetiske eller pinlige single-historie, kåres som »Ugens Taber« og vinder en kasse fedende karamelstænger.

Der er den strenge, men inderst inde følsomme skoleinspektør Kate (Andie MacDowell), som kurtiseres af landsbyens dødkedelige præst. Der er den brave, men noget forvirrede politikommissær Janine (Imelda Staunton), der lever alene med sin pubertetssøn. Og der er den ulideligt rappenskraldede overklasselæge Molly (Anna Chancellor), der efter tre mislykkede ægteskaber desperat lader sig invitere på dates af rige, ældre patienter.

Den røde tråd igennem singlevenindernes samtaler er selvfølgelig længslen efter at finde den eneste ene, og for Kate og Mollys vedkommende er det biologiske ur ved at ruste til: Hvis de skal finde et mandfolk og have nogle unger, ja, så er det ved at være sidste chance!

Alligevel tipper balancen imellem veninderne over, da Kate forelsker sig i en tidligere elev, den 15 år yngre Jed, og indleder en stormende erotisk affære med ham. Misundelsen og jalousien koger i de to »veninder«, der snart går i gang med et ledt komplot for at forhindre Kate i at gifte sig med sin unge romeo. Et komplot med tragiske og skæbnesvangre konsekvenser for dem alle...

Nu uden Hugh Grant

Den debuterende, engelske instruktør og forfatter John McKay lægger sig naturligvis op ad velkendte engelske rom-coms (romantiske komedier) som »Fire bryllupper og en begravelse«, »Notting Hill« og »Bridget Jones' dagbog« med »Crush«, men vi slipper heldigvis for Hugh Grant og mange af genrens mere forudsigelige klichéer.

Plottet er tyndt, miljøtegningen overfladisk og instruktionen skødesløs, og man kan diskutere, om materialet ikke havde egnet sig bedre til en TV-serie eller TV-film. McKay skal omvendt roses for at tage nogle store chancer indenfor genren. Det er således modigt at køre historien helt ud af det hjertevarme grins og den kulørte romantiks sfære, og det er sjældent at se en romantisk komedie, der lige så godt kunne kaldes en »tragisk komedie«! Og så er de tre dejlige »piger«, som man kender fra bl.a. de ovennævnte filmhits, da rigeligt hver en stjerne værd i en sine steder overraskende og ukonventionel kvindefilm med meget høj Kleenex-faktor...