Venskab er vigtigt

»Tsatsiki - Venner for altid« er en behagelig familiefilm om venskabets store betydning.

Kunsten at kysse kan nok kyse den ukyndige, men læres skal den jo, og det er helt sikkert en god idé at øve sig.

Det forsøger Tsatsiki så at gøre, for selv om han kun er en lille dreng, har han allerede kærestesorger. Samtidig knaser det lidt i forholdet mellem hans rockspillende mor Tina og den flinke politimand Jørgen, der flyttet ind i Ella Lemhagens »Tsatsiki - moren og politimanden« fra 1999, men heldigvis har Tsatsiki en gæv morfar, der er gammel jazztrompetist, og som tager ham med på ferie i Grækenland, da moderen må melde fra på grund af en rockturné i Japan.

Danskeren Eddie Thomas Petersen (»Strisser på Samsø«) har instrueret »Tsatsiki - Venner for altid« pænt og ordentligt, og det er ikke hans skyld, at manuskriptet er mindre end helstøbt. Da Tsatsiki og morfar ankommer til det græske solskin, befinder vi os pludselig i en helt anden historie med nogle helt andre personer, som vi hastigt bliver præsenteret for og lige så hastigt må tage afsked med igen, og det er ret frustrerende.

Men hovedtemaet er klart nok og formuleres i replikken »Uden en ven er man fortabt«. En nylig videnskabelig undersøgelse viser jo, at nære venskaber har vældig betydning for sundheden, og denne indsigt understøtter filmen med sin beretning om, at Tsatsiki må have genetableret det kuldsejlede venskab med klassekammeraten Per - som han er kommet til at såre - før alt kan blive godt igen, og Tsatsiki oven i købet kan blive storebror (samt få kysset sin kæreste).

Filmen skildrer også børns barske talent for nådesløs mobning og er således ingen tandløs idyl, men med den ujævnt hoppende handling hviler meget på Samuel Haus' spinkle Tsatsiki-skuldre, og heldigvis er han ligesom i den første film så sød og udtryksfuld, at han fylder filmen med sympatisk charme.

Den mandlige del af det voksne publikum kan glæde sig over den visuelt betænksomme barm, som Sara Sommerfeld frodigt frembærer som Tsatsikis smækre mor, og jazzelskere vil værdsætte, at morfar serverer en pølseret, som han har lært at lave af ingen ringere end Putte Wickman.

Herhjemme er »Tsatsiki - Venner for altid« eftersynkroniseret på dansk, og hovedpersonerne bor angiveligt i København, selv om gadeskilte og plakater selvfølgelig stadig er på svensk. Slige bagateller skal man dog ikke hænge sig stædigt i, men hellere fryde sig over, at dette er en venlig og imødekommende film for hele familien, især dens yngste medlemmer, som her kan lære noget om den korrekte udførelse af det kærlige kys. Det kan de få betydelig glæde af senere i livet.