Over stok og sten

»Niels Neutron - Det lille geni« er en overvældende og udmattende computeranimeret børnefilm.

Niels Neutron er genial. Ganske vist er han kun en lille dreng - med en frisure, der får ham til at ligne et medlem af den sære finske rockgruppe Leningrad Cowboys - men han er ufattelig intelligent og skaber ustandselig avancerede opfindelser såsom robotter, raketter og rumskibe.

Disse ekstraordinære evner bliver naturligvis nyttige, da Niels Neutrons flinke, omend temmelig tåbelige forældre bliver bortført af menneskeædende rumvæsener. Samme skæbne overgår alle andre voksne i den lille by, og i begyndelsen er børnene euforiske af anarkistisk fryd og slår gækken løs i gigantiske slikorgier. Men efterhånden som mavepinen melder sig, begynder de alligevel at savne far og mor, og med Niels i spidsen iværksætter de en galaktisk redningsaktion med en ombygget forlystelsespark som transportmiddel. Nu skal de ækle rumvæsener have sparket numse, som børnene siger.

Ja, det lyder unægtelig som vanvittigt vås og er det så sandelig også, men »Niels Neutron - Det lille geni« er en computeranimeret børnefilm, og inden for den genre kan alting jo lade sig gøre. Film som »Toy Story« og »Shrek« har banet vejen, og »Niels Neutron« forsøger at overtrumfe dem med en højteknologisk handling, som spruttende af hvileløs energi og endeløs opfindsomhed drøner af sted i rasende tempo.

Det er meget imponerende og for den voksne tilskuer mindst lige så udmattende, mens det formentlig vil virke ret forvirrende og måske også lidt skræmmende på de yngste biografgængere. »Niels Neutron« er nemlig en hyperaktiv bimmerfilm i slægt med Robert Rodriguez' spillefilm »Spy Kids« og ligesom den præget af en panisk angst for at kede publikum så meget som ét sekund. Så det går over stok og sten, og den visuelle fantasi er formidabel, mens begrænsningens kunst er et ukendt begreb for instruktøren John A. Davis.

Den overbegavede og gammelkloge Niels er et anstrengende bekendtskab, så sympatien samler sig om hans forsagte og forsigtige ven Karl, der aldrig helt fatter, hvad der foregår, men altid er villig og hjælpsom à la Kjeld i Olsen Banden. Karl sørger også for en del af den humor, der titter frem gennem filmens heftige kaskader af kaotisk action og når en bizar kulmination, da en af drengene refererer handlingen i »The Blair Witch Project« for sine stærkt fascinerede kammerater. I øvrigt mens de har slået lejr på en fremmed planet.

Det er utroligt, hvad man i dag kan kreere med computeranimation, og teknisk er denne film helt klart en dynamisk bedrift. Med sine stiliserede personer og groteske opfindelser er den sjovere at se end Hironobu Sakaguchis »Final Fantasy«, hvor man ret absurd forsøgte at bruge computeranimationen til at skabe realistiske figurer, men den ville uden tvivl have været endnu sjovere, hvis den nu og da havde skruet ned for voldsomhederne og slappet lidt af. Som f.eks. »Toy Story« og »Shrek«.