Fængslende fabel

Tom Tykwers »Heaven« efter et manuskript af Krzysztof Kieslowski er en fængslende kombination af kriminalfilm og moralsk fabel.

En kvinde beslutter at tage livet af en modbydelig narkobagmand, som det korrupte politi i Torino trods hendes talrige henvendelser har undladt at arrestere. Ved et tragisk og uforudsigeligt tilfælde tager hun i stedet livet af fire sageløse mennesker. Hvor placerer det hende rent moralsk?

Intet behageligt sted, naturligvis, og skolelærerinden Philippa har det da også forfærdeligt med den grufulde handling, som hun uden at ville det har begået. Til gengæld ved hun ikke, at selv om hun er blevet anholdt og befinder sig i politiets varetægt, er hendes eget liv i fare, for den magtfulde bagmand og hans skrupelløse forbindelser inden for ordensmagten synes, at hun ved for meget.

Da den unge gendarm Filippo under forhørene af Philippa forelsker sig i hende og arrangerer en elaboreret flugt fra politigården, passer det derfor skurkene ganske godt, for nu har de et alibi for at jage og likvidere hende. Philippa og Filippo slipper ud af byen og skjuler sig på landet, mens nettet trækker sig sammen om dem, og man klart fornemmer, at denne historie næppe kan ende idyllisk.

Om den gør det eller ej er et åbent spørgsmål, for »Heaven« er en moralsk spændingsfilm med allegoriske overtoner, og hvis det på forhånd lyder lidt anstrengende, er det endnu værre forlods at vide, at denne film er instrueret af en tysker, skrevet af et par polakker, foregår i Italien, har en australier i hovedrollen og er delvis finansieret af amerikanere. Det kan kun gå galt, skulle man tro.

Men man tager fejl, heldigvis, Manuskriptet, som den nu afdøde polske instruktør Krzysztof Kieslowski skrev sammen med sin faste medarbejder Krzysztof Piesiewicz, er filmatiseret af den unge tyske instruktør Tom Tykwer, og han er en blændende billedskaber og et af de største talenter i europæisk filmkunst i dag. Hvad han end fandt på at lave en film om, ville den uden tvivl være værd at se.

Det er heller ikke grådige folk i Hollywood, der har investeret penge i projektet, men det kvalitetsbevidste selskab Miramax med så prominente medproducenter som Sydney Pollack og Anthony Minghella, og med den viden begynder man bedre at kunne forstå, at »Heaven« trods sin brogede nationale baggrund er blevet en utrolig flot realiseret film, lysende af originalitet takket være Tom Tykwers suveræne sans for filmsprogets scenografiske og koreografiske udtryksmuligheder.

Takket være den formår Tom Tykwer - herhjemme hidtil bedst kendt for den potente »Lola« med Franka Potente på hidsige løbeture gennem Berlin - at fylde den nye film med dirrende intensitet, dunkle antydninger og dynamiske stemningsskift, især i historiens første halvdel på den skumle politigård i Torino. I anden halvdel trækker skildringen af den landskabelige skønhed i Toscana stilen faretruende tæt på højæstetiske glansbilleder, og handlingen går i nogen grad i stå, fordi der lægges an til, at Skæbnen med et gigantisk S overtager styringen. Philippa og Filippo reduceres fra nuancerede mennesker til ikonografiske symboler, mens filmen delvis forlader den indledende realisme og forsøger at svinge sig op i højere metafysiske luftlag.

Det er problematisk, men forhindrer ikke »Heaven« i at være en usædvanlig fængslende film, godt hjulpet af australske Cate Blanchetts eminent udtryksfulde præstation som den engelsk fødte Philippa og den talentfulde amerikaner Giovanni Ribisis dybt koncentrerede indsats som Filippo - de to har tidligere spillet sammen i Sam Raimis thriller »The Gift«, og kemien mellem dem er så stærk, at de ikke behøver mange ord for at formulere deres indbyrdes forhold.

Man kan ikke kalde »Heaven« helstøbt, men den er et ambitiøst og modigt værk, som kombinerer kriminalistisk spænding med en anfægtende fabel om skyld og ansvar. Og først og fremmest rummer den billeder så besættende, at både de tunge drenge på Miramax i New York og den søgende sjæl Kieslowski oppe i sin himmel kun kan betragte dem med begejstring.