Brian igen igen

Repremiere på Monty Pythons stadig meget vittige klassiker »Life of Brian«.

Nej, trods titlen handler »Life of Brian« ikke om en dansk kulturminister. Ganske vist er titelpersonen en uheldig helt, som ved flere lejligheder kommer gruelig galt af sted, men han fødes i Bethlehem for godt 2.000 år siden - faktisk præcis samme nat som den siden hen langt mere kendte Jesus, hvad der fører til en del forvekslinger og forviklinger.

Dette sammentræf - plus det forhold, at Brian til slut bliver korsfæstet - fik ved filmens premiere i 1979 nærsynede censorer til at hyle op om blasfemi, og »Life of Brian« blev forbudt i flere lande. Den form for censur virkede absurd allerede dengang og forekommer ikke mindre forrykt ved gensynet med Monty Python gruppens værk, for her er tale om en af de mindst blasfemiske film, der nogensinde er produceret - den er et satirisk angreb på enhver form for fanatisme og hudfletter menneskenes forkærlighed for falske profeter og verdens evige trang til at blive bedraget, hvad der er helt og aldeles i Jesu ånd.

Frelseren selv optræder kun i et kort glimt i filmen, der koncentrerer sig om at skildre den godmodige Brians oplevelser som medlem af en hemmelig jødisk modstandsgruppe - der er flere af dem, og de hader hinanden endnu mere, end de hader romerne - og som et yderst modvilligt idol for de euforiske masser, der trods hans protester udråber ham til Messias.

Den side af sagen er begavet satire på højt niveau, mens filmen er mindre morsom, når Pythonerne forfalder til at gøre nar ad talefejl og andre handicaps. Men med den nu afdøde Graham Chapman i spidsen som Brian er hele holdet (John Cleese, Eric Idle, Michael Palin og Terry Gilliam samt Terry Jones, der også instruerede filmen) i fineste form, og »Life of Brian« er deres mest veloplagte og helstøbte spillefilm - og i øvrigt præget af så flot en scenografi, at Cecil B. DeMille utvivlsomt ville have værdsat dens storslåede dekorationer.

Ja, »Life of Brian« er en ægte klassiker, og den minder os stadig om, at hvor ophængt man end måtte være, skal man altid se på livets lyse sider. Fløjt-fløjt, fløjt-fløjt-fløjt-fløjt-fløjt-fløjt.

Længde: En time og 34 minutter. Censur: Tilladt over 11 år.