Heltemod i ghettoen

Den amerikanske »Uprising« er ikke fri for klicheer, men alligevel en stærk og bevægende skildring af den jødiske opstand i Warszawa i 1943.

Emnet er vanskeligt at beskrive på film, fordi rædslerne strengt taget er ubeskrivelige.

Så meget desto mere beundringsværdigt er det, at flere instruktører alligevel med følsom takt og smertelig indignation har skildret jødernes skæbne i det besatte Polen under Anden Verdenskrig. Det drejer sig om film som Steven Spielbergs »Schindlers liste«, Søren Kragh-Jacobsens »Øen i Fuglegaden« og Roman Polanskis »Pianisten«, der i år blev hædret med Den Gyldne Palme i Cannes, og Jon Avnets amerikanske »Uprising« er nært beslægtet med disse film - og dog på et afgørende punk radikalt anderledes.

Mens de tidligere film fortalte om de polske jøder som passivt lidende ofre for det nazistiske barbari, handler »Uprising« om opstanden i Warszawas jødiske ghetto i april 1943 - formentlig en af de mest heroiske og bevægende begivenheder i nyere europæisk historie, hvad der gør det svært at bebrejde filmen, at den rummer stærke elementer af patos og sentimentalitet. Uden disse følelser, der kan virke så malplacerede i skildringer af mindre væsentlige emner, kunne netop denne historie næppe fortælles troværdigt.

På basis af en række historiske kilder følger filmen - så vidt man kan vurdere - i store træk de autentiske begivenheder ganske trofast, og den præsenterer os for et bredt, lettere uoverskueligt persongalleri med de to jødiske frihedskæmpere Mordechai Anielewicz (Hank Azaria) og Yitzhak Zuckerman (David Schwimmer) som centrale figurer.

I en vigtig biroller yder Donald Sutherland en smuk og værdig præstation som det jødiske samfunds pragmatiske leder Adam Czerniakow, mens danskeren Jesper Christensen lægger markant fysiognomi til en mindre birolle som den iskolde tyske general Krüger.

Indbygget svaghed

Som de fleste film af denne type rummer »Uprising« et par tilsyneladende uløselige kunstneriske problemer - dels et sprogligt, idet både polakker og tyskere taler gebrokkent engelsk indbyrdes, dels det forhold, at emnets ufattelige tragiske dimensioner afføder en nærmest andægtig alvor hos filmskaberne. De investerer vældige kræfter i korrekte historiske rekonstruktioner, og de gribes af en trang til at være pædagogiske og opbyggelige, så resultatet i værste fald kan komme til at ligne et illustreret foredrag.

Den svaghed præger dog kun visse scener »Uprising«, der i sin beskrivelse af den væbnede jødiske kamp mod den knusende overmagt - efter devisen, at det er bedre at dø med ære end modstandsløst at lade sig fragte til en koncentrationslejr - både har betydelig dramatisk effekt og stærk appel til følelserne. Forløbet er springende og ikke altid lige klart formet, men det er en flot hyldest til menneskelig kampånd, uselviskhed og solidaritet.

Da frihedskæmperne til slut må søge tilflugt i Warszawas labyrintiske kloakker, mindes man uvilkårligt Andrzej Wajdas klassiker »Kanal« (»De 63 dage«), der var en mere stram og kompromisløs film. Den to og en halv time lange »Uprising« anvender Hollywoods apparatur med dets indbyggede klicheer i sin appel til vores harme og medfølelse, men hvis det betyder, at filmen når et større publikum, kan man dårligt have indvendinger.

Det afgørende i denne sammenhæng er nemlig ikke æstetiske finesser i filmsproget, men at vi er nødt til at konfrontere fortidens frygteligste begivenheder for ikke at være dømt til at gentage dem.