Tegn fra oven

»Signs« er en vellykket, uhyggelig blanding af familiedrama, science fiction og psykologisk thriller - med Mel Gibson som plaget antihelt.

Jorden er blevet invaderet utallige gange af væmmelige rummonstre, intelligente lysvæsener og små, grønne mænd med store hoveder igennem filmhistorien, senest f.eks. i den bombastiske »Independence Day« eller Spielbergs mere subtile »A.I.«.

Den kun 33-årige, indisk-amerikanske instruktør, manuskriptforfatter og skuespiller M. Night Shyamalan fik et verdensgennembrud for tre år siden med den fortællemæssigt sublime »Den sjette sans«, der sammen med »The Usual Suspects« og »Memento« for evigt har skrevet sig ind i de mest overraskende slutningers Hall of Fame med plottet om manden, der ikke ved, at han faktisk er et spøgelse og død forlængst.

Knap så helstøbt var efterfølgeren »Unbreakable«, men ligesom i dén fastholder Shyamalan de samme grundlæggende træk og temaer i »Signs«: Den snigende, lurende uhygge, den teknisk brillante fotografering (igen af Tak Fujimoto), James Newton Howards nervepirrende paranoide score, brugen af børn i vigtige hovedroller, de okkulte over- og undertoner, instruktørens egen gæsteoptræden foran kameraet og den plotmæssige cirkelbevægelse, hvor tilsyneladende tilfældige sætninger og scener til sidst går op i en højere enhed på randen af det rationelt ufattelige.

Mel Gibson spiller den desillusionerede Graham Hess, en tidligere præst, der har mistet troen og smidt kraven efter konens død ved en trafikulykke. Graham lever nu i noget nær total og psykisk usund isolation sammen med den indadvendte lillebror Merril (Joaquin Phoenix) og de to gammelkloge børn Morgan (Rory Culkin, Macauleys lillebror) og Bo (Abigail Breslin).

En morgen finder Graham chokeret et omfattende og udstrakt mønster af korncirkler i majsmarkerne omkring familiens gård, hvis nærmeste nabo i øvrigt er den mand, der ved et uheld kørte konen ihjel (spillet af Shyamalan selv). Er de komplicerede mønstre i kornet lokale knægtes drengestreger eller er der tale om spor efterladt af aliens, navigations-pejlemærker for UFOer på vej mod Jorden?

En række andre mystiske fænomener bidrager til, at den tidligere præst efterhånden bliver overbevist om det sidste: Mærkelige radiosignaler i babyalarmen, aggressioner hos gårdens hunde, metalsmag i vandet, børnenes zombieagtige opførsel, rapporter om tilsvarende korncirkler fra hele kloden i TV-nyhederne osv. Men kan vi stole på en mand, som i filmens åbningsscene vågner badet i sved fra et frygteligt mareridt, en mand, der tydeligvis befinder sig i en dyb depression eller endda en psykose? Specielt når vi nu ved, hvor snurrig Shyamalans hjerne er?

Det interessante og særdeles vellykkede ved »Signs« er, at instruktøren denne gang formår at blande familiedrama, psykothriller, science fiction og eksistentiel erkendelsesrejse, og at det samtidig forbløffende nok lykkedes for ham at skifte tonefald fra det humoristiske og realistiske (á la TV-serien »Strengt fortroligt«) til en indædt uhyggelig gyser, hvor rædslerne venter i skyggerne på bondegården. Derfor skal hardcore science fiction-fans heller ikke forvente falankser af flyvende tallerkener, knitrende laservåben eller hårdtpumpet space-action, for alien-invasionen i denne film foregår langt hen ad (men ikke hele) vejen inden i Grahams betændte underbevidsthed. Ja, man skal holde øjnene åbne fra start til slut for at fange alle de små »tegn«, Shyamalan selv har kodet ind i sine billeder og replikker som en undertekst til de metaforiske korncirkler.

Gibson er endnu en gang fremragende som plaget, forpint anti-helt, og såvel den her gådefuldt underspillende Joaquin Phoenix som de to blege, underlige børn er med til at tilføre filmen en forvrænget mareridtskvalitet midt i det ellers idylliske, ærkeamerikanske provinslandskab, hvor det åbenbart ikke kun er rotter som huserer på familiefarmens loft.