Attraktiv tragedie

Benoît Jacquots filmatisering af »Tosca« er ikke uproblematisk, men rummer flotte og stærke scener.

Film skal høres i biografen - især operafilm, der i dag nyder godt af de førende biografers fremragende lydanlæg.

Om orkestret og sangerne i Benoît Jacquots filmatisering af Puccinis udødelige »Tosca« fortjener den fornemme lydgengivelse vurderes i en hosstående anmeldelse. Som modtagelig, men kun moderat musikalsk sagkyndig tilskuer må man mene, at det ikke er uvæsentligt, om de medvirkende i operaers helte- og heltindepartier ud over at besidde betagende stemmer også er attraktive at se på - man mindes stadig med rædsel en opførelse på Det Kgl. Teater af selvsamme Puccinis »Turandot«, hvor fortryllelsen brast med et brag, fordi sangerinden i titelpartiet som den underskønne prinsesse lignede en krydsning mellem Miss Piggy og Himmelbjerget.

Det problem har man heldigvis ikke med den forhåndenværende »Tosca«, for ægteparret Angela Gheorghiu som Tosca og Roberto Alagna som Cavaradossi er særdeles nydelige. Næste spørgsmål bliver så, om de også kan agere overbevisende i filmmediets store nærbilleder, og det kan de stort set - selv om Angela Gheorghiu især i sin gestik gebærder sig ret teatralsk, er hun spektakulær med gnistrende sort hår og lang, glødende rød kjole, mens Roberto Alagna med den sympatiske udstråling bestemt ikke overspiller. Mest kamerabevidst er Ruggero Raimondi, der er filmveteran fra værker som Joseph Loseys »Don Giovanni« og Francesco Rosis »Carmen«, og som har magtfulde mimiske udtryk for skurken Scarpias beregnende kynisme.

Mere problematisk er det, at Benoît Jacquot har konstrueret filmen i tre lag. Det vigtigste består af interiører med flot stiliseret scenografi, hvor de store arier fremføres, mens det andet lag byder på sort/hvide glimt fra musikstudiet, hvor filmens lydside indspilles. Og det tredje lag udgøres af flimrende, tintede optagelser fra handlingens autentiske skuepladser i Rom, altså kirken Sant'Andrea delle Valle, Palazzo Farnese og Castel Sant'Angelo alias Engelsborg.

Visdommen i disse illusionsbrydende operative indgreb er svær at få øje på - de virker mere distraherende end berigende - men til gengæld fryder filmen med virkningsfulde visuelle formuleringer, f.eks. i form af en hvirvlende cirkel af kordrenge filmet i fugleperspektiv, en nattescene med en flok nærmest selvlysende får og et nærbillede af Scarpias ansigt, der som et forvrænget forvarsel afspejles i den kniv, der siden skal koste ham livet.

Derimod er verdens mest heftigt blussende kaminild en lovlig dominerende rekvisit, selv om den er med til at give billederne dramatisk power, og enkelte steder disponerer Benoît Jacquot decideret gådefuldt, især i en forrykt gentagelse af en central scene i baglæns gengivelse.

Dog, Puccinis medrivende musik og den tiltrækkende trio i hovedpartierne overlever sagtens den franske instruktørs besynderlige kunstgreb, og den tragiske beretning om kærlighed, jalousi, had og hævn lever som film stærkt og bevægende.

Længde: En time og 57 minutter. Censur: Frarådes under syv år.