Buddhisme og begær

»Samsara« er et blændende smukt billeddigt; et buddhistisk lærestykke med både sex, vold og humor.

»Hvordan forhindrer man en dråbe vand i at tørre ud?« lyder spørgsmålet i en buddhistisk indskrift, hugget ind i en flad sten, som munken Tashi ser, da han afkræftet vender tilbage til sit kloster - efter tre års ensom meditation i en øde beliggende bjerghytte...

I den indiske instruktør Pan Nalins spillefilmsdebut »Samsara« befinder vi os i et nærmest surreelt landskab i Himalaya-bjergene i Ladakh-regionen i det nordligste Indien, et goldt og urohærget, men også magisk område helt oppe under skyerne, hvor den flok munke, der i filmens åndeløst smukke startscene er på vej for at hente Tashi tilbage til denne verden (= samsara), ikke løfter et øjenbryn over at se et får blive dræbt af en sten, der falder ned fra himlen. Mirakler er en del af hverdagen på de kanter...

Den vestlige fascination af buddhisme og østlig mystik har tidligere udmøntet sig i visuelt pompøse, men indholdsmæssigt og filosofisk dubiøse film som »Syv år i Tibet«, »Kundun« og »Lille Buddha«. Noget af det mest overbevisende ved »Samsara« er, at den beskæftiger sig med mange af de samme temaer - ikke mindst åndelig indsigt kontra verdsligt begær - på en meget mere asiatisk og buddhistisk måde. I en stil, der vel at mærke veksler imellem en blændende flot billedside og en gådefuld, minimalistisk fortællestil, der smelter bemærkelsesværdigt godt sammen.

Da Tashi kommer tilbage fra sit selvvalgte eksil på bjergtoppen plages han - forståeligt nok efter tre års streng meditation! - af natlige erektioner og ejakulationer, der vækker bekymring hos den ældre mentor Apo. Helt galt går det, da Tashi under høstfesten i en nærliggende landsby møder den underskønne Pema, som ikke har spor imod at hjælpe den stakkels munk af med overtrykket. De to forelsker sig inderligt i hinanden, og Tashi må vælge imellem det stilfærdige, ritualiserede liv i klosteret og den kaotiske, men fascinerende virkelighed udenfor. Hvor Prins Siddharta forlod sin familie, sit hjem og sit materialistiske liv for at blive til Buddha, må Tashi gå den modsatte vej, men er man i det hele taget automatisk et bedre menneske (eller tættere på Buddhaen) ved at leve som puritansk munk end ved at tilfredsstille sine begær og følge sin følelser?

Når vestlige filminstruktører skildrer den buddhistisk mytologi bliver der arbejdet med hvide silkehandsker bag kameraet. Helt anderledes med indiske Nalin, der mixer det hellige med det profane, det tragiske med det humoristiske og det åndelige med det kødelige - og igennem Pema endda stiller spørgsmålstegn ved selve Siddhartas (og alle hans små efterfølgende boddhisatvaers) grundlæggende handling. For hvad med konen og børnene, der blev ladt tilbage, da prinsen søgte efter en højere bevidsthed? Hvor fedt var det for dem, at han nåede sit Nirvana?!

»Samsara« er castet med (også i Asien) ukendte navne - bortset fra den erotisk pulserende, kinesiske skønhed Christy Chung (Pema) - og det er kun med til at øge troværdigheden.

For dette er ikke et traditionelt drama, endsige noget kostumeepos i vestlig forstand, lige så lidt som Nalin har hentet sin inspiration i det kulørte Bollywood. Selvom »Samsara« indeholder rigeligt med sex og action, blod, sæd, sved og tårer, er filmen reelt én 138 minutter lang buddhistisk sutra, et pragtfuldt billeddigt/lærestykke om livets kraft og sjælens potentiale, hvis religiøse budskab er befriende tolerant i disse fundamentalistiske tider: »Alt du behøver er et sted at praktisere Vejen.«

Hvordan man forhindrer en dråbe vand i at tørre ud? Svaret stod på bagsiden af stenen: Man lader den flyde ud i havet...

Længde: 138 min. Tilladt over 15. Gloria og Dagmar.