Kærlighed og kaos

Den italienske »Sidste Kys« er en begavet og vedkommende skildring af folk med stor forvirring i følelserne.

På en måde begynder den italienske »Sidste Kys« der, hvor så mange andre film slutter. Helten og heltinden har fået hinanden, og nu skal de så leve lykkeligt til deres dages ende, men det gør de selvfølgelig ikke.

Tværtimod er den gravide Giulia og især hendes samlever Carlo grebet af en mærkelig form for uro og bekymring. Det samme gælder deres jævnaldrende vennekreds og sågar også Giulias velbjergede midaldrende forældre Anna og Emilio - stort set alle personerne føler mere eller mindre stærkt, at de er på randen til at forspilde deres liv, og de er alle bange for at gå i stå, gro fast, stivne i golde vaner. Eller de er deprimerede over, at det allerede er sket.

Denne uhåndgribelige utilpashed og længsel kan hverken dulmes med bungee-jumping, piercinger eller tilfældige erotiske affærer, og den får dramatiske konsekvenser for flere af personerne. Anna forlader Emilio og opsøger en tidligere elsker, Carlo kaster sig i armene på en purung pige og dermed i favnen på frygtelige skrupler, og tre af deres venner beslutter at forlade koner og kærester for sammen at rejse langt væk - ikke med noget konkret mål, bare for at flygte fra hverdagen.

Således handler Gabriele Muccinos fine film om folk, der i og for sig gerne vil opføre sig ordentligt, men også helst have det sjovt. De viger tilbage fra kravet om at tage et ansvar og frygter at blive fastlåst i rutine, men de har intet kvalificeret alternativ til den borgerlige tilværelse. Man kan kalde dem umodne og selviske, men samtidig have forståelse for deres drøm om at bruge tilværelsen til noget andet end det, som konventionerne kræver.

Med sin beretning om parforhold i krise og uovervejede sidespring minder »Sidste Kys« ikke så lidt om danske film som Jesper W. Nielsens »Okay« og Susanne Biers »Elsker dig for Evigt«, men den er mere kompleks i sin struktur, for den kan siges at have hele otte hovedpersoner, hvis individuelle færden Gabriele Muccino hele tiden krydsklipper imellem. Det gøres med klarhjernet præcision, så man ikke mister overblikket, og ligesom i de beslægtede danske film spilles der fremragende i alle roller - Giovanna Mezzogiorno og Stefano Accorsi skaber flot nuancerede figurer som Giulia og Carlo, der er meget tæt på at ødelægge deres fælles fremtid på grund af en bagatel, og den engang så sexede Stefania Sandrelli giver som Anna et smerteligt portræt af en stadig frodig, men også falmende kvinde, der fortvivles over ikke mere at være ung og attrået.

Personernes emotionelle tumulter i »Sidste Kys« er let genkendelige og til tider en smule komiske, fordi disse i grunden privilegerede mennesker i deres jagt på uopnåelige idealer gør livet så unødvendigt besværligt for sig selv. Man følger dem med stor interesse, for »Sidste Kys« er en intelligent, sanselig og yderst underholdende film, og måske er det en af dens kvindelige bifigurer, der ganske stilfærdigt formulerer historiens budskab og konklusion: Dagligdagen er den sande revolution.