Den onde cirkel

Walter Salles' brasilianske film »Bag solen« er en tung og meget eftertrykkelig beretning om absurd blodhævn.

I visse egne af verden udøves blodhævn efter ganske bestemte regler. Man myrder ikke tilfældigt eller i flæng, men på basis af princippet om et øje for et øje sørger man for at holde en form for pervers balance i drabene. Et mord hævnes med et mord, der hævnes med et mord og så videre i det uendelige.

Sådan skildrer den albanske forfatter Ismail Kadaré blodhævnens atavistiske forsvar af ære og land i sin roman »Ufuldendt april«, som den brasilianske instruktør Walter Salles (»Central Station«) har baseret sig film »Bag solen« på. Omplantningen af historien til et andet kontinent virker ikke kunstig, for blodhævn er jo et velkendt fænomen i Sydamerika, som vi ved bl.a. fra Gabriel Garcia Marquez' stærke fortælling »Historien om et bebudet mord«.

Den slags mord handler det også om i »Bag solen«, der foregår i 1910 i en gold og øde afkrog af Brasilien, hvor tiden står så stille, at vi lige så godt kunne have befundet os i 1890 eller 1930. En fattig og forbitret bondes ene søn, Tonho, begår uden glæde eller triumf hævndrab på et mand fra nabofamilien, sådan som traditionen kræver det, og nu ved alle, at naboerne vil forsøge at taget livet af Tonho ved næste fuldmåne, når den røde blodplet på den dræbtes skjorte begynder at blive gul. For sådan er det, og anderledes kan det ikke være.

Eller kan det? Kan den onde cirkel brydes? Da et par omrejsende gøglere kommer til egnen som et symbol på livsglæde og sensualitet, øjner man et spinkelt håb, og Tonhos lillebror Pacu, der er filmens fortæller, repræsenterer måske også sådan et håb. Men den ritualiserede blodhævn har sin egen absurde logik, og en tragedie er uundgåelig.

Det tør vi røbe, fordi »Bag solen« nok er en billedstærk og konsekvent film, som man ser med respekt, men også et temmelig forudsigeligt forløb præget af pædagogisk eftertrykkelighed. Ingen kan være i tvivl om budskabet - især fordi handlingen bevæger sig så langsomt fremad, at der er rigelig tid til at tænke over det - og hvor flot scenerierne end foldes ud i filmen, sidder man dog med en følelse af at være blevet anbragt på en skolebænk.

Man kan desværre ikke påstå, at filmens emne er blevet uaktuelt, så sandt som eksempelvis konflikten mellem israelere og palæstinensere er baseret på en form for blodhævn. Men den statiske og gravitetiske »Bag solen« giver ingen ny indsigt i det tragiske tema, der måske havde gjort dybere indtryk, hvis det var blevet behandlet mindre selvhøjtideligt.