Blandt muntre muslimer

Pia Bovins børnefilm »Kald mig bare Aksel« er sympatisk socialrealisme med en spinkel handling.

Må man ikke cykle, når man er muslim?

Det er drengen Aksel, der spørger, og svaret er vigtigt for ham, for Aksel har besluttet at konvertere til islam - ikke fordi han har gjort sig seriøse religiøse overvejelser, men fordi han simpelt synes, at det må være sejt at være muslim.

Den opfattelse har han fået, fordi han hjemme i Rødovre, hvor han bor sammen med sin mor og storesøster - far er fordrukken og flyttet hjemmefra - er omgivet af indvandrere, der ser ud til at have det ret fedt med deres store familier, smarte smykker og slagfærdige sammenhold. Der er ikke så meget som skyggen af sociale spændinger, tvangsægteskaber eller ungdomskriminalitet i debutanten Pia Bovins Zentropa-producerede »Kald mig bare Aksel«, som givetvis vil vise os, at fordi man er muslim, behøver man ikke nødvendigvis være rabiat fanatiker. Og det er jo rigtigt nok.

Farvel til dellerne

Aksel har visse vanskeligheder med sin nye religion, for han må forsage mors fristende frikadeller, og så er der jo det med omskæringen. Men nok så akut er det dog, at han og skolekammeraterne Annika og Fatima agter at optræde som sangtrio ved fritidsklubbens melodi grand prix og løber ind i presserende problemer, da Fatima får stuearrest.

Historien handler også om en herreløs hund, som de tre børn forsøger at tage sig af, og større sorger eller konflikter finder man i og for sig ikke i »Kald mig bare Aksel«, der i begyndelsen etablerer en interessant situation, hvorefter det i nogen grad virker, som om den ikke rigtig ved, hvad den skal stille op med den. Bo hr. Hansens manuskript kunne nok bedre have båret en novellefilm - »Kald mig bare Aksel« varer faktisk mindre en halvanden time - og til slut løser de tre unge venners problemer sig med et snuptag, for alle personerne i denne film er i grunden flinke og forstående, lige fra den lokale imam til den drikfældige far.

Derfor bliver Pia Bovins film lidt tam i temaet og udvisket i konturerne, men den er både instrueret og spillet med masser af frisk og muntert talent. Det meget mobile kamera og den prunkløse scenografi giver filmen en form for halvdokumentarisk troværdighed, den charmerende Adam Gilbert Jensen udstråler udtryksfuld veloplaghed som Aksel, og de øvrige medvirkende, hvoraf mange er af såkaldt anden etnisk herkomst, fungerer sympatisk og overbevisende.

Man må sige, at »Kald mig bare Aksel« til tider tangerer det trivielle, sådan som velment socialrealisme ofte har en tendens til at gøre. Men den er en børnefilm skabt med tiltalende respekt for publikum, den har et varmt hjerte og en venlig sans for humor, og man keder sig ikke i selskab med den.