Vin vinder kampen

Vin Diesel lanceres med succes som ny actionstjerne i den bragende effektive »xXx«.

Man ved jo fra trafikken, at kombinationen af alkohol og benzin er en farlig cocktail, så det samme må vel gælde vin og diesel?

Ganske rigtigt. Vin Diesel kører bil, så gnisterne fyger og karosseriet rasler. På motorcykel er han en ren Evel Knievel, i faldskærm færdes han som en fornøjet fugl, og på snowboard ned ad en nærmest lodret bjergside klarer han at undslippe både bevæbnede forfølgere på snescootere og en gigantisk lavine - med nogle af de flotteste stunts, som man nogensinde har set på et biograflærred.

Sådan er »xXx«. Et brag af en actionfilm, der introducerer Vin Diesel som den ny tids hemmelige agent, Xander Cage alias xXx. At han er en konkurrent til James Bond, understreges af hans højteknologiske våbenarsenal og en bemærkning om hans licence to kill, men han er også et moderne alternativ til gode gamle 007 - ikke en manicureret gentleman med polerede manerer, men en pilskaldet rod med massive muskler, store tatoveringer og tons af street credibility.

Vin Diesel er interessant på grund af sin dunkle etniske baggrund - han antages at være det, man engang kaldte mulat, men eftersom han aldrig har kendt sin far, vides det ikke med sikkerhed - og det sympatiske ved ham er, at selv om han er cool og sej som bare pokker, virker han samtidig som en flink fyr, der hverken er hårdhjertet eller usårlig.

Altså har man det helt fint med, at Vin Diesel i »xXx« køres i stilling, som det nye årtis afløser for fossilerne Schwarzenegger, Stallone, Seagal og Van Damme - han ser bedre ud end dem og spiller okay - og så betyder det mindre, at handlingen i Rob Cohens adrenalinpumpende film mildt sagt ikke er særlig original. Den foregår overvejende i Prag, der jo er blevet en populær pittoresk skueplads for nye amerikanske spændingsfilm, og handler om, at den rebelske Xander Cage rekrutteres af en amerikansk efterretningstjeneste (repræsenteret af Samuel L. Jackson med et gevaldigt ar på kinden) og skal forsøge at infiltrere den mystiske gruppe Anarki 99, der viser sig at bestå af russiske eks-soldater med planer om at starte Tredje Verdenskrig ved at udrydde Prags befolkning.

Den tjekkiske hovedstad er fyldt med langhårede, ubarberede banditter (der på typisk skurkefacon ryger cigaretter) og lækre, forførende duller (der elsker at gå i langskaftede støvler), og dermed er »xXx« sådan set fyldt med alt for velkendte klicheer. Men den er instrueret med så voldsom power og er så spækket med skyderier, eksplosioner og vildt imponerende stunts, at man ikke har tid til at fundere over historiens fladtrampede banalitet, før filmen er forbi, og så kan det jo i og for sig være lige meget.

Derfor er »xXx« simpelt hen et medrivende must for alle elskere af højdramatiske actionfilm, og Vin Diesel ligner den dynamiske nye actionstjerne, som vi længe har ventet på. Alkohol plus benzin er ikke af det gode, men vin plus diesel er en potent cocktail med kraftig smag og svimlende effekt.

: , instrueret af . Længde: To timer. Censur: Tilladt over 11 år.