Ryan redder os

»The Sum of All Fears« er en lidt rodet, men flot instrueret spændingsfilm om CIA-agenten Jack Ryan.

CIA-agenten Jack Ryan er blevet yngre. Tilfældet er ikke enestående - det samme er uhyggeligt nok sket med den kendte kannibal Hannibal Lecter i Brett Ratners kommende »Den Røde Drage«, og det skyldes, at man så at sige har vendt bøtten og filmatiseret den første roman af henholdsvis Tom Clancy og Thomas Harris.

Det betyder, at efter Alec Baldwin i »Jagten på Røde Oktober« og Harrison Ford i »Patrioternes spil« og »Dødens karteller« er det nu unge Ben Affleck, der spiller den skarpsindige CIA-analytiker Jack Ryan, som i »The Sum of All Fears« hovedkulds debuterer som aktiv agent på en farlig mission - og ikke så lidt betydningsfuld, eftersom selveste verdensfreden står på spil.

En international neofascistisk gruppe er kommet i besiddelse af en mindre atombombe, som slynglerne bringer til eksplosion på et fyldt football-stadion i Baltimore. Amerikanerne tror straks, at russerne står bag, og begge lande gør sig klar til Tredje Verdenskrig, som kun Jack Ryan kan forhindre. Så han får ret travlt.

Handlingen virker desværre ikke så usandsynlig, som den ville have gjort før 11. september sidste år, og især første halvdel af filmen fremtræder som begavet, saglig og troværdig. Siden går det lovlig stærkt, forløbet bliver en smule mudret, og der er lidt for mange mystiske mænd på skurkesiden - men »The Sum of All Fears« er flot og virkningsfuldt instrueret af Phil Alden Robinson (hidtil især kendt for den originale »Field of Dreams«), og det gør den bestemt ikke ringere, at dens russere faktisk taler russisk, araberne arabisk etc.

Den nydelige Ben Affleck er okay som Jack Ryan, men bifigurerne er mere interessante, for de spilles magtfuldt af så garvede navne som James Cromwell, Alan Bates, Philip Baker Hall og den suveræne Morgan Freeman.

»The Sum of All Fears« har et efterhånden velkendt udgangspunkt - faktisk i slægt med Rob Cohens aktuelle »xXx« - og en lettere konfus kulmination, ligesom dens handling næppe tåler et nærmere logisk eftersyn. Men den rummer så mange scener præget af slagkraftig dramatisk intensitet, at man alligevel føler sig kvalificeret underholdt og bliver om ikke begejstret, så dog tilfreds.