Stædig kærlighed

Pedro Almodóvars »Tal til hende« er en vidunderlig film om et par mænds kærlighed til to kvinder, der begge ligger i koma.

Titlen er »Tal til hende«, ikke »Tal med hende«, og det er der en god grund til. Begge filmens kvindelige hovedpersoner befinder sig nemlig i en koma.

Ingen anden end Pedro Almodóvar kunne formentlig slippe helskindet fra at fortælle en historie om to mænd, der bliver venner, fordi de er forelsket i hver sin permanent dybt bevidstløse kvinde. Det kunne så nemt være blevet kvalmende usmageligt, det kunne let være blevet frygtelig patetisk og sentimentalt, men i hænderne på den både medfølende og frygtløse Pedro Almodóvar bliver det i stedet til en indtrængende og bevægende historie, fortalt med en fantastisk kombination af klarhjernet saglighed og intens følsomhed.

Sygeplejeren Benigno har tidligere gennem mange år passet sin gamle mor og pusler nu med kærlig - måske for kærlig? - omsorg om den smukke danserinde Alicia, der ligger komatøs på et hospital efter en trafikulykke. Benigno er stadig jomfru, mens den fraskilte journalist Marco i det mindste nåede at komme sammen med toreadoren Lydia, inden en gigantisk tyr fik ram på hende i arenaen, så også hun nu henligger livløs, sågar på samme sygehus som Alicia.

Faktisk møder de to mænd tilfældigt hinanden allerede i filmens første scener - til en danseforestilling med selveste Pina Bausch - men først senere udvikler et venskab sig mellem dem ved sygesengene, hvor den blide Benigno fortæller Marco, at han skal tale til Lydia. For man kan ikke vide, hvor meget et menneske i koma forstår, og som Benigno så rigtigt påpeger: »Kvindehjernen er et mysterium, især i den tilstand.«

Pedro Almodóvar har med andre ord ikke mistet sin sans for humor, men han er jo efterhånden blevet mindre fræk og provokerende end i sine tidlige film, mindre interesseret i flabet kitsch, og til gengæld mere moden og optaget af de basale menneskelige følelsers mange mærkværdige udtryk - sådan som det også fremgik af hans vidunderlige »Alt om min mor«.

»Tal til hende« befinder sig på samme høje niveau og demonstrerer både den spanske filmskabers suveræne sans for at forme fængslende, nærmest hyperrealistiske billeder og hans blændende talent for at kombinere det ironiske med det skæbnesvangre. Handlingen i »Tal til hende« udvikler sig på en uventet dramatisk måde, som absolut ikke bør afsløres her, og den er i det hele taget dristigt konstrueret - den springer jævnligt et pænt stykke frem i tiden, den rummer lange flash-backs, og den byder sågar på sammenlagt syv minutters uddrag fra en sort/hvid stumfilm, som Pedro Almodóvar har lavet til lejligheden, og som er både sjov og ubeskrivelig frivol.

Hypnotisk udtrykskraft

Alene de syv minutter er billetprisen værd, og med fornemme præstationer af den bamsede Javier Cámara som Benigno og den mere skarpe Dario Grandinetti som Marco er »Tal til hende« i det hele taget et værk af næsten hypnotisk udtrykskraft. Selv med opbydelsen af al sin fantasi kan man ikke forudsige handlingens forbløffende forløb, for Pedro Almódóvar følger aldrig faste skemaer og vælger aldrig lette løsninger - og når han bruger klicheer, hvad han i og for sig gerne gør, giver han dem en drejning, så de får en ny og frisk klang.

Med Alberto Iglesias' følelsesmættede musik som et stærkt fundament er »Tal med hende« med andre ord endnu en vidunderlig film fra en dybt original instruktør, der ellers ikke mindst er kendt for sine fornemme kvindeskildringer, men som her altså har valgt at berette om to mænd, der elsker kvinder, som er ude af stand til at gengælde deres kærlighed.

Det er selvfølgelig på sin vis tragisk, men Pedro Almodóvar er mindst af alt en klynkende hængemule, og hans vittige og alvorlige og nøgterne og hypersensitive film er en hyldest til kærlighedens stoiske stædighed - og til de gådefulde kvinder, der er så dejlige, at man ikke kan lade være med at elske dem, selv når de ligger lammet i livløs ubevægelighed.

Læs også dagens portræt af Pedro Almodóvar i Guide.