To mænd ser rødt

»Changing Lanes« med Ben Affleck og Samuel L. Jackson er en ambitiøs, men uforløst film.

Det begynder med et ganske banalt trafikuheld. To bilister i New York på vej til hvert sit vigtige retsmøde støder sammen, den ene mands uundværlige juridiske dokumenter havner ved en fejltagelse hos den anden, og dermed bryder helvede løs.

Egentlig mærkeligt, for »Changing Lanes« vil bilde os ind, at både den ambitiøse unge advokat Gavin Banek og den fraskilte forsikringsmand Doyle Gipson på bunden er anstændige, sympatiske mennesker. Ikke desto mindre bruger de det meste af filmen på at true, plage og chikanere hinanden på grund af de pokkers dokumenter, og da de derfor må se deres respektive tilværelser gå mere eller mindre i opløsning, kommer Roger Michells film til at minde om Joel Schumachers »Falling Down«, blot fremført som duet i stedet for som solo.

»Changing Lanes« er en ambitiøs film om ansvar og integritet over for grådighed og opportunisme, og dens personer taler ikke normalt sammen, men holder hele tiden højstemte foredrag for hinanden, for historien er fyldt med moralske budskaber. Manuskriptforfatterne Chap Taylor og Michael Tolkin har virkelig gjort sig kolossal umage, men desværre har de ikke tænkt særlig originalt eller formuleret sig synderlig inspirerende, så man overværer resultatet med høflig respekt og en vis ulmende irritation.

Ben Affleck - bedst kendt fra Michael Bays »Pearl Harbor«, men bedst spillende i Kevin Smiths »Chasing Amy« - er glimrende som Gavin Banek, der tvinges til at tage sin karriere op til etisk revision, og det samme er Samuel L. Jackson som den tørlagte alkoholiker Doyle Gipson plaget af drikketrang og frygten for, at hans ekskone flytter til Oregon med parrets to sønner.

De to mænd har virkelig noget på højkant, og i birollerne sekunderes de solidt af så gode navne som William Hurt, Toni Collette og instruktøren Sydney Pollack, der er en magtfuld og autoritativ skuespiller, når han træder om på den side af kameraet. De medvirkende giver »Changing Lanes« en vis gedigen bonitet, men på grund af det overbroderede og urytmiske manuskript kommer handlingen til at ligne et slags forjaget filmisk hækkeløb, og man ender med at ærgre sig over, at et interessant tema ikke er behandlet mere smidigt og medrivende.