Smertens centrum

Stærk spansk film om børnemishandling, »El Bola«.

»I Pablos alder har man ingen problemer!« siger en misundelig, midaldrende kunde i den isenkrambutik, der ejes af nævnte drengs far, i den spanske film »El Bola - Kuglen«. Hun skulle bare vide...

For den 12-årige Pablo - eller El Bola, Kuglen, som han kaldes på grund af den lille stålkugle, han altid knuger i sin ene hånd - har flere problemer, end den anonyme kunde overhovedet kan forestille sig. Selv om vi først langt inde i filmen finder ud af, hvorfor han ser så traurig ud - og hvorfor han bærer rundt på en hård kugle af komprimeret smerte i både konkret og overført betydning...

Livet i det småborgerlige hjem med den senile bedstemor som evigt småtissende byrde virker nok lidt trist, bevares, og der er også noget ensomt, fortabt og knuget over den tavse dreng, der cirkler rundt i udkanten af en klike jævnaldrende rødder. Vel at mærke en flok drenge, der med sand præ-pubertær dødsdrift udfordrer skæbnen ved frygtløst at løbe over sporene, lige før toget hamrer forbi - en disciplin, Pablo mestrer, omend sært glædesløst og spændingsforladt. Måske, fordi han allerede er hinsides normal angst.

Tomgangen brydes, da Pablo bliver ven med den ny, cool og stærke dreng i klassen, Alfredo, der også er en outsider, men samtidig stærk nok til ikke at behøve at opnå klikens accept gennem livsfarlige drengestreger. Alfredos familie er den diametrale modsætning til Pablos: Unge, moderne og frisindede med en ung mor og en rockeragtig tatovørfar som faste holdepunkter i et ellers umiddelbart mere suspekt miljø.

Sådan udfordrer den spillefilmsdebuterende spanske instruktør Achero Mañas klicheer og tabuer i sin stærke, chokerende og rystende film, hvor volden og misbruget trives i den borgerlige idyl, mens kærligheden og generøsiteten udfolder sig mellem subkulturelle outsidere, da Alfredo og hans familie opdager, at Pablo bliver systematisk tævet og maltrakteret af sin ellers så nydelige far.

Vi hører i disse år i medierne konstant om pædofili, mens en givetvis langt mere udbredt og bestemt ikke mindre slem form for børnemishandling - forældres overdrevne fysiske afstraffelse af deres unger - ikke får nær den samme opmærksomhed.

»El Bola«, der fortjent har vundet adskillige internationale priser - heriblandt den hjemlige »Buster« for nylig - er ikke nogen firkantet propagandafilm. Instruktøren lader os således f.eks. også se faren som et ynkeligt, nervesitrende vrag, hvis frustrationer og knuste drømme går ud over den sagesløse, søde dreng. Lige såvel, som den lader typer som Alfredos skaldede og tatoverede macho-far, der normalt ville indtage skurkerollen, foretage filmens mest positive intervention.

Nogen løsning på problemet angiver Mañas ikke, men man forlader biografen med usikre ben og en klump i halsen efter en af årets mest gribende og vedkommende film (der kan sammenlignes med den ligeledes aktuelle, svenske »Lilja 4-ever«!) - om et problem, der burde vedkomme os alle.

88 min. Tilladt over 11. Gloria samt Øst for Paradis i Århus og Café-biografen i Odense.