Løjer på løjperne

»Min Søsters Børn i sneen« er en flink familiefilm om folk, der falder.

Hej for dig og hej for mig, hej for Norges land!

Javist, allerede Far til Fire vidste nok, hvor man skal tage hen, hvis man vil lave løjer på løjperne og lattermild langrend. Nu følger professor Erik Lund (alias Onkel) og hans fem kvikke søsterbørn i deres skispor, og de har også fortjent det - i Tomas Villum Jensens »Min søsters børn« fra sidste år knoklede de jo med at sætte familiens gamle villa i stand, mens far og mor var på ferie, men denne gang kommer de altså selv afsted - selvfølgelig uden forældrene.

Desværre må de oppe i det sneklædted Geilo konstatere, at den stramtandede nabofrue Flinth har valgt at holde ferie selvsamme sted (og hun har jo et godt øje til Onkel), men børnene kan håndtere hotellets computer og får hemmeligt byttet om på et par værelsereservationer, og så går det ud ad pisterne med forviklinger og forvekslinger, mens Onkel falder i staver, og storesøster Amalie falder for en selvglad skilærer, der viser sig at være en værre løjpeløjser. Alt ender dog i fryd og gammen, for brødrene Jan og Michael er skrappe til at lægge listige planer, og lille Pusle og den endnu mindre Blop får lejlighed til at optræde med deres forbløffende trylleshow, så ikke et norsk øje er tørt.

Den tilbageskuende titel »Min Søsters Børn i sneen« er velvalgt, for Tomas Villum Jensens nye film er baseret på en form for komik, som også - og ikke mindst - var populær for 40-50 år siden. Her faldes en hel del på halen, men det gøres med en godmodig og vennesæl gemytlighed, som stort set kompenserer for filmens konsekvente mangel på originalitet.

Forpinte Peter

Peter Gantzler spiller igen den flinke og ret beset utrolig skvattede Onkel, hvis foretrukne ord er et enten spørgende, overrasket eller resigneret »Nå« - en utaknemmelig opgave, som Peter Gantzler løser med samme lettere forpinte heroisme som et postbud på job i regnvejr - mens de fem børn ligesom i forgængeren er søde og sjove og naturlige, ikke mindst den uimodståelige Benedikte Maria Mouritsen som Pusle.

I et atypisk anfald af absurditet dukker Birthe Neumanns emsige ejendomsmægler fra den første film fuldstændig umotiveret op på hotellet i Norge sammen med sin krakilske kunde Asger Reher, mens en vulgær scene med en nøgen skilærer og en champagneflaske ikke rigtig klæder denne ellers så uskyldige familiefilm. Bortset fra det er alting, som man kan forvente, og sammenlignet med Pia Bovins aktuelle danske familiefilm »Kald mig bare Aksel« er »Min Søsters Børn i sneen« unægtelig så eskapistisk, at man kan få lyst til at flygte fra den ud i virkeligheden.

Men sådan skal en film nok være, når den er inspireret af Annelise Reenbergs serie fra 1960erne og derfor kombinerer harmløs komik med blødhjertet nostalgi. En vis udvikling har trods alt fundet sted, for børnene har nu lært at sige shit, men det sjove er stadig, når en klodset person står på ski og skvatter. Hej for dig og hej for mig, hej for gamle gags.