En flink og farlig mand

Fornem præstation af Robin Williams i den fængslende og foruroligende »One Hour Photo«.

Forventningens glæde er stor, men glæden ved den positive overraskelse er måske endnu større.

Eller mere konkret: Nye film om Harry Potter, Ringenes Herre og James Bond skal være pokkers gode for at leve op til vores kolossale forventninger, mens en ydmyg og upåagtet film som »One Hour Photo« ganske stilfærdigt dukker op i biograferne og viser sig at være fremragende - ja, næsten et lille mesterværk på sine egne økonomisk og teknisk beskedne præmisser.

Filmen fortæller om den midaldrende ungkarl Sy Parrish, der er ansat til at fremkalde kundernes film i en fotoforretning i lavprisvarehuset SavMart. Han er en høflig, omhyggelig og upåklagelig professionel mand, stærkt engageret i sit arbejde, men han er også et ensomt menneske med et nærmest ikke eksisterende privatliv.

Derfor har han valgt sig en surrogat-familie (som ikke selv aner det), nemlig det attraktive ægtepar Nina og Will Yorkin med den kvikke søn Jake.

De har i årevis fået deres glade familiefotos fremkaldt hos Sy, og han har i al hemmelighed lavet ekstra kopier af billederne og dekoreret en hel væg i sin lejlighed med dem. Denne i sit udspring positive optagethed af den (tilsyneladende) velfungerende kernefamilies liv tangerer naturligvis det sygelige, og da Sy tilfældigt opdager, at Will Yorkin er sin kone utro, reagerer han med oprørt harme. Hans falske familieidyl er truet.

At det får voldsomme konsekvenser, ved vi fra filmens første scener, hvor Sy er blevet arresteret af politiet. Resten af handlingen fortælles som et flash-back, og hvordan det udvikler sig, skal bestemt ikke røbes her, for det er meget spændende - hen mod slutningen endda decideret nervepirrende.

Via stedfortrædere

Altså kan man godt kalde »One Hour Photo« en slags thriller, men den er først og fremmest en psykologisk, moralsk og filosofisk beretning om at opleve tilværelsen via stedfortrædere, sådan som vi jo på sin vis alle gør, når vi ser »Robinson Ekspeditionen« på TV eller studerer de kulørte ugeblade.

Sy Parrishs tilfælde er nok ekstremt, fordi hans ensomhed er så massiv, men situationen virker ikke spor kunstig eller konstrueret, og den usædvanlig begavede debutant Mark Romaneks film er formet med en kølig og nøgtern saglighed, som får historien til at fremstå så knivskarp som et perfekt fremkaldt fotografi - men bag den overbevisende realisme ulmer og rumler en uhåndgribelig undertone af truende farer, som gør filmen til en uhyre intens oplevelse.

I den krævende rolle som den anonyme, servile og muligvis mentalt afsporede Sy Parrish viser Robin Williams - ligesom i Christopher Nolans aktuelle »Insomnia« - at han er en eminent seriøs skuespiller med stram og neddæmpet præcision i sine virkemidler, når han ikke forventes at være morsom. Og i rollen som Nina Yorkin giver den både smukke og talentfulde dansker Connie Nielsen (hidtil bedst kendt fra Ridley Scotts »Gladiator«) ham højt kvalificeret modspil.

I en scene, som Mark Romanek tydeligvis tillægger vægt, ser man på Sy Parrishs TV-apparat Michael Rennies noble rumvæsen aflevere sin manende advarsel til den stridbare menneskehed i Robert Wises klassiker »The Day the Earth Stood Still«. Symbolikken er flertydig og derved med til at gøre »One Hour Photo« til en tankevækkende film, hvis dybt originale handling man følger med en stimulerende form for urolig og bekymret begejstring.

Længde: En time og 36 minutter. Censur: Tilladt over 15 år. CinemaxX, Palladium og Kinopalæet Lyngby i København samt syv biografer landet over.