En umulig kærlighed

Helle Ryslinges »Halalabad Blues« er en skrap, energisk og udfordrende film om forholdet mellem en dansk kvinde og en tyrkisk mand.

Strengt taget burde Kari vide bedre, men det gør man ikke altid, når en heftig forelskelse sparker døren ind og fornuften ud.

Kari er ellers en selvstændig ung kvinde - professionel fotograf med kunstneriske ambitioner - men da hun møder den charmerende Cengiz, sænker hun paraderne og taber fatningen. Cengiz arbejder i sin tyrkiske families grønthandel på Nørrebro i København, og han falder også for Kari, så de to bliver lidenskabeligt bollende kærester. Men Cengiz har en kone og et par børn i Tyrkiet, hvad han ærligt afslører for Kari, og derfor burde hun have vidst bedre end at lade sig fastholde i et stormfuldt forhold baseret på en sprængfarlig kombination af kærlighed og kultursammenstød.

Med historien om Kari og Cengiz i »Halalabad Blues« leverer Helle Ryslinge et kraftigt spark i løgsovsen, eller rettere sagt i indvandrerdebatten, og på god dialektisk facon lader hun stærkt uenige parter komme til orde. Filmen veksler demokratisk mellem scener med Karis vennekreds og med Cengiz' familie - vi kommer også en tur til Tyrkiet, som Helle Ryslinge hverken idylliserer eller det modsatte - og voldsomme synspunkter får lov at tørne sammen med højlydte brag. Indvandrerne er nogle liderlige mandschauvinister, danske kvinder er billige ludere, klicheer og fordomme vælder frem, når personerne i »Halalabad Blues« hidser sig op.

En kunstnerisk furie

Det gør de jævnligt, for sagt med respekt er Helle Ryslinge noget af en rappenskralde eller i hvert tilfælde en kunstnerisk furie, som har skabt en energisk og engageret debatfilm med høj volumen og aggressiv power. Og hun er alt andet end konventionel, for »Halalabad Blues« overrumpler med en række indisk inspirerede danseindslag, der er flotte og sexede, og hvis festlige kulørte kitsch à la Bollywood - sågar med et flyvende tæppe hen over de københavnske tage - nok kan virke påklistret i en ellers realistisk historie, men ikke desto mindre hensætter tilskueren i en kildrende tilstand af dyb forbløffelse og opstemt fornøjelse.

Det er også forfriskende at se nye ansigter i filmens roller. Ganske vist kender vi Anne-Grethe Bjarup Riis fra Lars von Triers »Idioterne« og den vittige satiriske kvindegruppe Emmas Dilemma, men som Kari har hun sin første filmiske hovedrolle og leverer en flot præstation med sit åbne, usminkede ansigt og sin lette jyske dræven i tonefaldet. Den stædige og sårbare Kari er troværdig, sympatisk og til tider irriterende, det vil sige overbevisende nuanceret.

Sværere kan man have det med den russisk-svenske Peter Perski som Cengiz, for han er lidt for tydeligt eftersynkroniseret - hans replikker er indtalt af Ali Kazim fra filmen »Pizza King« - men mimisk dækker han fint figurens store stemningssving fra det høfligt imødekommende til det ukontrolleret rasende. Også han er nuanceret, hverken en romantisk heltefigur eller en kynisk forfører, men man er alvorlig bekymret for, at han inderst inde foragter danskerne.

Ironien kan ikke overses

Helle Ryslinge er nemlig ingen halal-hippie, men fordeler tolerance/intolerance nogenlunde ligeligt mellem danskere og indvandrere, og hendes ironi er ikke til at overse, når hun lader Cengiz' tyrkiske onkel himle op om de forbandede perkerhunde og jamre over manglen på lov og orden i Danmark, efter at nogen har hugget noget fra hans bil - ligesom filmens dramatiske slutning skyldes en etnisk baseret konflikt, som ikke bør afsløres her, men som nogle nok vil opleve som ganske kontroversiel.

Helle Ryslinge er ikke bange af sig, og hun stiller ikke tingene op i sort og hvidt, men bruger krasse farver og balancerer undertiden på kanten af klicheer, ikke kun de bevidste i Bollywood-indslagene. Nogle af replikkerne lyder unægtelig som citater fra debatindlæg i aviserne, men andre sidder til gengæld lige i øjet (eller rettere i øret), for eksempel når den eksalterede Charlotte Elizabeth Munksgaard som Karis højt gearede veninde Merete udbryder »Virkeligheden, det er også den værste - det er den, man skal prøve at undgå«.

Det gør Helle Ryslinge ikke, hun griber resolut fat om virkeligheden og ryster den provokerende for næsen af os, og ligesom i debutfilmen »Flamberede hjerter« og dens efterfølger »Sirup« har hun i »Halalabad Blues« især et fast greb om den skarpe skildring af det minefelt af psykologiske mekanismer, der styrer personernes ofte akavede samvær. Der er skrap satirisk humor i den nye film, selv om man ikke kan kalde den en komedie, men snarere et melodrama om en umulig kærlighed og et samfund splittet op i etniske grupperinger, som ser med mistro og måske endda væmmelse på hinanden.

Man kan sagtens finde små skævheder og skønhedspletter i »Halalabad Blues«, men det er opløftende at se en film, som har noget på hjerte og på højkant. Der er virkelig stof til diskussion i denne hårdtslående historie, men også underholdning så saftig og bidsk og pågående, som kun en begavet rappenskralde med et varmt hjerte kan servere den.

Længde: En time og 50 minutter. Censur: Tilladt over 11 år. Premiere i 32 biografer landet over.