Kærlighed uden ord

Aki Kaurismäkis fremragende finske film »Manden uden fortid« sparer på ordene og lader i stedet billederne fortælle.

Har manden uden fortid mon en fremtid?

Det håber man inderligt, men den ser unægtelig sort ud. Manden er netop ankommet til Helsinki med tog, da han brutalt bliver slået ned og derved mister hukommelsen - og en person, som er ude af stand til at oplyse sit navn og CPR-nummer, eksisterer jo nærmest ikke i det moderne teknokrati.

Vores navnløse helt insisterer imidlertid på alligevel at eksistere. Helt nede på samfundets skrammede bund blandt mennesker, som bor i affaldscontainere og skraldespande, forsøger han møjsommeligt at stable en ny tilværelse på benene, for på sin egen ydmyge facon er han en stolt og stædig hædersmand, som ikke ønsker at ligge nogen til byrde. Da han falder for frelserpigen Irma, begynder livet at lysne en smule for ham, selv om han er så uheldig at blive indblandet i et besynderligt bankrøveri, men det store spørgsmål står stadig tilbage - hvem pokker er han egentlig?

Det skal man selv have fornøjelsen af at finde ud af i den forunderlige finne Aki Kaurismäkis fængslende film »Manden uden fortid«, der på forårets festival i Cannes blev hædret med juryens Grand Prix og dermed gav instruktøren en slags internationalt gennembrud - fuldt fortjent, selv om flere af Aki Kaurismäkis tidligere værker, f.eks. »Drifting Clouds« og mesterværket »Pigen fra tændstikfabrikken«, burde have givet ham dette gennembrud for længst.

Mod alle sociale odds

»Manden uden fortid« minder på flere måder om dem, for den er også en lavmælt og solidarisk skildring af skibbrudne skæbner, der har alle sociale odds imod sig og alligevel nægter at give op. Kaurismäkis faste fotograf Timo Salminen har igen skabt fantastisk gennemkomponerede billeder, og som sædvanlig er personerne tungsindige, indadvendte og uhyre fåmælte - faktisk virker det, som om de ville ønske, at det finske sprog slet ikke var blevet opfundet.

Men det enestående ved Aki Kaurismäki er jo, at bag den minimalistiske stil og den lakoniske, melankolske overflade er hans film både vittige og bevægende. Hos ham eksisterer ingen omsvøb, ingen spildtid og ingen bullshit, for han koncentrerer sig om sagens kerne og får skabt stor sympati for sine knugede personer i en ramme af diskret, men ganske hvas samfundskritik.

Som den bredskuldrede og beskedne outcast med hukommelsestab løfter Markku Peltola fornemt arven efter den afdøde Kaurismäki-stjerne Matti Pellonpää - der i den nye film mindes med et markant portrætfoto på væggen i en café - mens den forknytte, men godhjertede Irma spilles af Kati Outinen fra bl.a. »Pigen fra tændstikfabrikken«. Hun vil med garanti aldrig blive kåret til Miss Finland, men til gengæld blev hun i Cannes hædret for bedste kvindelige hovedrolle, hvad der kan ses som en hyldest til den ædle kunst at underspille.

Når personerne i denne film siger »Lad os gå ud og spise«, agter de sig til Frelsens Hærs udendørs suppekøkken, og sådan er det hos Aki Kaurismäki. Livet er ikke let i Finland, hvor folk kæderyger, indtil kæden ryger af på grund af en eller anden skæbnesvanger katastrofe, men livsviljen er alligevel stærk og kærligheden konstant til stede. Den er bare blufærdig og har svært ved at finde de rette ord, og derfor er det heldigt, at Aki Kaurismäki er så fremragende til at formulere sig i levende billeder.