Søde bløde bøsser

Den italienske »Familiebilleder« fortæller os, at vi ikke skal nære fordomme mod homoseksuelle.

Der findes film, som man ser med sympati og siden stort set glemmer. Måske forbliver fragmenter af disse film hængende et sted i udkanten af erindringen, men der er tale om nydelige og hæderlige værker, som mangler et særpræg eller en kerne af originalitet, der kunne have fået dem til for alvor at lejre sig i hukommelsen.

Sådan en film er »Familiebilleder«. Den fortæller om den modne og velstillede kvinde Antonia, hvis elskede ægtemand omkommer ved en trafikulykke, hvorefter Antonia tilfældigt opdager, at han gennem hele syv år havde en hemmelig elskerinde - der viser sig at være en elsker.

Gennem mødet med denne elsker, Michele, stifter den i starten både sorgtyngede og rasende Antonia bekendtskab med et miljø helt anderledes end det pæne og borgerlige, som hun er vant til. Michele lever i en ydmyg del af Rom i en slags kollektiv eller storfamilie, og trods sin indledende modvilje lærer Antonia efterhånden at værdsætte den varme og solidaritet, som præger denne muntre forsamling mennesker, der ud over at nyde livet også har overskud til at pleje en AIDS-ramt ven.

Den tyrkisk fødte instruktør Ferzan Özpetek - kendt også herhjemme for den seværdige debutfilm »Det tyrkiske bad« - har med »Familiebilleder« lavet en bøssefilm, hvis strategi er at lade hovedpersonen være en heteroseksuel kvinde, så vi sammen med hende gradvis kan lade os drage ind i de homoseksuelles farverige og generøse univers, idet vi fyldes af voksende tolerance og sympati.

Velmenende klicheer

Vi lader os skam også gerne fylde, selv om strategien er lovlig gennemskuelig og resultatet præget af mange velmenende klicheer. Som Antonia er Margherita Buy smuk og følsom på en forfriskende uglamourøs måde, og Michele spilles glimrende af Stefano Accorsi, som vi p.t. også kan se i Gabriele Muccinos nok så vedkommende »Sidste Kys«, så der er i og for sig meget pænt at sige om »Familiebilleder«.

Men den bliver ikke siddende på nethinden eller i hukommelsen, for alting i den er alt for rigtigt, og hvis man allerede har set Hella Joofs »En kort en lang«, behøver man sådan set ikke flere filmiske opfordringer til at betragte bøssernes miljø med fordomsfri afslappethed. Herregud, så interessante er folk altså heller ikke, bare fordi de har en anden seksuel præference end flertallet.

Længde: En time og 45 minutter. Censur: Tilladt over 15 år. Gloria i København.