Grå sandhed i smuk film

Nils Malmros er heldigvis vendt tilbage til det personlige stof i den visuelt og teknisk overlegne »At kende sandheden«, en portrætfilm om faderen Richard Malmros.

Der går desværre lang tid imellem, at en af de få virkelig store og unikke danske instruktører, 58-årige Nils Malmros, sender nye titler ud i biograferne. Kun syv spillefilm er det blevet til, hvis man undtager amatørdebuten »En mærkelig kærlighed«, siden »Lars Ole 5C« fra 1973, og i 90erne gik kadencen endnu en tak ned med sølle to film på et helt årti.

Dette skal selvfølgelig også ses på baggrund af, at denne sindigt ærkejyske, men stærkt franskinspirerede auteur samtidig har passet sine forpligtelser som læge, senest i en stilling på dén neurokirurgiske afdeling på Århus Kommunehospital, hvor hans far, Richard Malmros, i årtier var den ukronede konge som dansk hjernekirurgis pionér.

Passende nok derfor, at Malmros' nye film, »At kende sandheden«, netop handler om faren, der døde for et par år siden - og gav anledning til, at instruktøren under optagelserne kunne demonstrere sine nedarvede evner til at binde perfekte knuder i de gruopvækkende operationsscener.

Hvor Malmros' særegne vision var ved at forsvinde i de nordatlantiske tågebanker i det flotte, men fade kostumedrama »Barbara« (1998), er han altså heldigvis vendt tilbage til det smerteligt personlige (eller private) materiale i »At kende sandheden«. I filmens rammefortælling hjælper den nogle-og-fyrre-årige Malmros (Søren Østergaard) sin gamle, syge far (William Rosenberg) med at gennemgå journalerne fra en periode i 40rne, da faren og hans kolleger havde anvendt det radioaktive kontraststof Thoratrast. Et stof, der nok reddede liv, fordi det gjorde svulster og blødninger synlige på røntgenfotos, men også viste sig at være stærkt kræftfremkaldende - og mange år senere gjorde den ansvarlige, Richard Malmros, til mediesyndebuk i en af nutidens mange lægeskandaler.

Mens en Hollywood-instruktør ville have fokuseret på nutidens rets- og mediedrama (i hjernekirurgiens svar på »The Insider«!), bruger manuskriptforfatter og instruktør Malmros egentlig kun dette som en relativt prosaisk rammefortælling omkring en skildring af farens liv. Fra den fattige barndom i Esbjerg over de hårde studieår i København til voksenlivet som brillant, men omstridt kirurg og kærlig, men stresset og fraværende familiefar.

Brutalitet og humor

Ambitionsniveauet for denne side af filmen slås allerede fejende flot an i åbningsscenen, smukt fotograferet i sprøde, sort-hvide billeder og bredt cinemascope-format af den faste makker Jan Weincke, hvor en ambulance i slutningen af Anden Verdenskrig bringer en ung fisker igennem et snedækket landskab og forbi tyske vejspærringer til operation hos Dr. Malmros - mens Gunnar Møller Pedersens dæmpede romantiske strygere dirrer på lydsporet.

»Ja, Carl, vi skal have boret et par huller i dit hoved,« konstaterer den unge læge lakonisk i næste scene, og så er det ellers slut med nostalgien: Brutalt bores der hul til den bløde, blævrende hjernemasse i en opvisning af special effekt-håndværk, hvis pinagtige realisme får én til at stryge hånden beroligende over kraniet og påskønne de manglende farver!

Malmros' bitre skæbne som misforstået geni, kollegernes svigt da skandalen ruller og afstanden imellem børnene og deres distræte far er nok en dyster historie, men fra starten er humoren, den lune og underspillede af slagsen, en befriende medspiller. F.eks. når den unge, indremissionske fisker med hjerneblødningen lige efter operationen i starten af filmen brokker sig over den karske tone på hospitalsgangen: »Det var dog ukristeligt, så I bander!«.

Af skuespillerne lægger man mest mærke til den kantede og knivskarpe Jens Albinus, der spiller Richard Malmros fra 27-45 år, og den smittende frodige Lise Stegger, der spiller hans dejlige kone Eli fra 26-44 år - selv om 40-årige Stegger måske er lidt for gammel til at virke troværdig som den purunge studine, der forfører den kejtede lægestuderende på Regensen! Et andet mindre problem ved filmen er dens dialektforvirring. Mens den unge Eli (Stegger) taler djærvt jysk, taler den ældre Eli (Elin Reimer) underligt nok syngende københavnsk, og i barndomsscenerne fra Esbjergs fiskermiljøer omkring Første Verdenskrig undrer denne lokalfødte anmelder sig over, at der var så mange kjøwenhavnersnuder i Vestjylland dengang...

Men det er petitesser i en ellers moden, begavet og sine steder gribende film. Ikke mindst i scenerne fra Malmros Seniors barndom, f.eks. i den poetiske fremstilling af hans fascination af den smukke danselærerinde, er der klare tråde tilbage til »Lars Ole 5C« og »Drenge«, men instruktøren er ikke længere blot en dansk Truffaut-discipel. Han er helt sin egen i denne i hvert fald visuelt og teknisk overlegne film, hvor sandheden hverken er sort eller hvid - men snarere grå som syg hjernemasse.