Når grækere fester

Den amerikanske komedie »My Big Fat Greek Wedding« er fyldt med beroligende klicheer.

Når grækere slår gækken løs, hvad de tilsyneladende helst gør hele tiden, går det ikke just stilfærdigt for sig.

Tværtimod, for de græske indvandrere i USA udgør en festlig, frodig, livsglad, temperamentsfuld, hyperaktiv, Zorba-agtig og etnisk uhyre selvbevidst minoritet, som begejstret benytter enhver anledning til at råbe, kysse, kramme, danse og drikke ouzo. Måske er denne skildring fuldstændig sandfærdig, men det kan ikke nægtes, at den i filmen »My Big Fat Greek Wedding« ligner en stak kulørte klicheer på højde med Akropolis.

Der er altid håb forude

Filmen er baseret på et one-woman-show af og med Nia Vardalos, der nu har hovedrollen som græsk-amerikanske Toula Portokalos, der bor i Chicago sammen med sin meget store og meget støjende familie. Som 30-årig er hun en anonym gammeljomfru med ufiks frisure og kiksede briller, men så tager hun et computerkursus, pepper sit udseende kraftigt op, møder den tiltalende skolelærer Ian Miller (John Corbett, der ligner en fætter til Jeff Bridges) og forelsker sig i ham. Eneste problem: Ian er ikke græker, men en xeno, og især Toulas stærkt hellenistiske far er derfor forfærdet.

»My Big Fat Greek Wedding« fortæller med andre ord en Askepot-historie - eller historien om den grimme ælling, der forvandler sig til en flyveklar svane - og eftersom den er en romantisk komedie, forventer man, at Toula og Ian må overvinde diverse forhindringer, før de kan blive hovedpersoner i titlens store tykke græske bryllup. Men det skal de overraskende nok stort set ikke - både Toulas farverige familie og Ians småborgerlige tørvetriller-forældre accepterer hurtigt de unges kærlighed, især da Ian skynder sig at konvertere til den græsk-katolske tro, og alle er glade og forbliver glade.

Det kommer der jo ikke megen spænding eller dramatik ud af, men en sød og imødekommende lille film, som er nem at nyde, fordi den aldrig byder på ubehagelige overraskelser. Ingen ringere end Tom Hanks har produceret »My Big Fat Greek Wedding«, thi hans kone Rita Wilson er halvt græsk, og filmen er blevet en meget stor kommerciel succes i USA, hvad oraklet i Delphi sagtens kunne have forudsagt - for filmen rummer intet mærkeligt eller foruroligende, den arbejder i sin personskildring med trygge stereotyper, og den gør ingenting for at modsige de fordomme, man eventuelt måtte gå rundt med. Hvor behageligt!

Vil man selv bruge et par velprøvede klicheer, kan man kalde Joel Zwicks film varmhjertet og sympatisk. Dens humor er ikke ligefrem olympisk, men der er dog heller ikke tale om et filmisk marathonløb, for »My Big Fat Greek Wedding« varer kun lige godt halvanden time. Og det er også længe nok.