En smuk tragedie

Lone Scherfig har med »Wilbur begår selvmord« lavet en modig film med både kærlighed, generøs humor og skarpe kanter.

Lad os straks afsløre, at titlen er en lodret løgn. Wilbur begår aldeles ikke selvmord, selv om han unægtelig ustandselig forsøger at gøre det, sådan som det fremgår af filmens sandfærdige engelske titel »Wilbur Wants to Kill Himself«.

At titlen på dansk er blevet strammet til noget endnu mere dystert er mærkeligt, for man skulle mene, at det under alle omstændigheder kan være svært nok at lokke folk i biografen til en film, der handler om sorg, sygdom og selvmordsforsøg blandt fattige folk i Skotland. Ikke umiddelbart tillokkende emner, men det hjælper selvfølgelig en hel del at vide, at »Wilbur begår selvmord« er instrueret af Lone Scherfig, og at man derfor kan føle sig ret sikker på ikke at blive belemret med en grå og depressiv klynkehistorie.

Det bliver man heller ikke, selv om den nye film er langt mørkere og mere melankolsk end Lone Scherfigs foregående værk, den med god grund højt elskede »Italiensk for Begyndere«. Beretningen om den suicidale Wilbur og hans hårdt prøvede bror Harbour er faktisk mere en tragedie end en komedie, men den fremlægges med den generøse instruktørs overbærende næstekærlighed - og med hendes medforfatter Anders Thomas Jensens flabede flair for skarp humor i replikkerne - og bliver derfor en både vittig og vemodig hyldest til menneskelige kvaliteter som loyalitet, blufærdighed og stilfærdig heroisme.

Filmen foregår i Glasgow, hvor Wilbur og Harbour arver deres netop afdøde fars lidet lukrative antikvarboghandel, og hvor den ejegode hædersmand Harbour falder for den selvudslettende enlige mor Alice. De gifter sig, mens Wilbur ihærdigt fortsætter sine forfumlede forsøg på at tage livet af sig - ganske vist forsøger man at hjælpe ham i en patetisk terapigruppe ledet af den danske psykiater Horst, men her som overalt fornærmer den uforskammede Wilbur sine omgivelser groft, hvad der interessant nok får kvinderne til at synes, at han er enormt sexet.

Også Alice tiltrækkes mod sin vilje af Wilbur, så konturerne af et trekantsdrama anes, da en ondskabsfuld skæbne giver hovedpersonernes ydmyge - men kærlige - tilværelse en uventet drejning. Mere bør ikke røbes, men det er dog på sin plads at nævne, at selv om figurerne i »Wilbur begår selvmord« er beslægtede med de kejtede og generte danskere i »Italiensk for Begyndere«, forlader man ikke den nye film med samme trygge forvisning om, at livet i sidste ende belønner gode mennesker efter fortjeneste.

Lone Scherfig vover sig hinsides enhver feel good stemning i »Wilbur begår selvmord«, hun fortæller flot en genstridig historie med knaster og kanter, men trods modet til at dukke ned i sindets dunkle sider kan hun ikke løbe fra, at hun selv er et godt menneske. Den ekstremt velspillede film er instrueret med lydhør nænsomhed og sensitivt psykologisk storsind, Adrian Rawlins som Harbour og Shirley Henderson som Alice er rørende, gennemsympatiske typer, og Jamie Sives som den selvdestruktive Wilbur er en desperado, som uden selv at vide det bare venter på en anledning til at forbedre sig. Den kommer, men ikke som man helst ville opleve den.

I manuskriptarbejdet har Lone Scherfig og Anders Thomas Jensen formentlig haft en slags yin-yang-forhold, og sidstnævntes bidrag finder man nok blandt andet i det beske portræt af den fallerede psykiater Horst, stærkt spillet som en kæderygende kyniker af Mads Mikkelsen, mens fotografen Jørgen Johanssons smukke billeder med deres mættede gyldne nuancer lægger en slags dulmende skær hen over den i begyndelsen tragikomiske og til slut ikke spor komiske historie. Glasgows spektakulære kirkegård Necropolis - bizar anbragt på toppen af en bakke - er et tungsindigt pejlemærke i filmen, hvis humor i enkelte scener bevæger sig småsnerrende ud i satiriske karikaturer (det går især ud over de kvindelige figurer, typisk Anders Thomas Jensen!) tæt på det misantropiske. En smule ubehageligt, men på den anden side forfriskende fjernt fra den alle-mennesker-er-egentlig-okay-holdning, der kan siges at gøre flere andre nye danske film en anelse tandløse.

»Wilbur begår selvmord« har tænder, men dens beskrivelse af det både problematiske og meget nære forhold mellem de to umage brødre er bevægende, og såvel den blide Alice som hendes lille datter Mary (Lisa McKinley) er lige til at elske. Og selv om Joachim Holbeks konstant klingende musik afgjort trænger sig for meget på - her lægges demonstrativ distance til de musikløse Dogmefilm - er »Wilbur begår selvmord« en modig film, der ikke angler efter at blive elsket, men som med sin smerte, ømhed og charme fortæller os, at kærligheden kan klare det utroligste, og at tilværelsen trods sine indbyggede tragedier ikke er en passende anledning til at begå selvmord. End ikke for Wilbur.