På galaktisk skattejagt

Film: Disney-tegnefilmen »Skatteplaneten« omplanter med rasende energi en klassisk historie til en form for fortidig fremtid.

Man skal jo følge med tiden, så hvorfor ikke tage Robert Louis Stevensons klassiker »Skatteøen« fra 1883 og erstatte romanens mystiske ø med en gådefuld planet?

Det har Disney gjort på den originale og ret fornøjelige måde, at man lader historien udspille sig i en slags fortidig fremtid. Det vil sige, at rumskibe ser ud som skonnerter og fregatter for fulde sejl, at særprægede aliens hygger sig på en god gammeldags kro, og at vores unge helt Jim Hawkins på sin intergalaktiske rejse må arbejde som svabergast med spand og kost.

Med dette kløgtige kunstgreb bliver »Skatteplaneten« på én gang til højteknologisk science fiction og anakronistisk nostalgi, og som hos Stevenson handler historien om, at Jim Hawkins - en kæk gut med kantet kæbe, vind i håret og urokkelig selvsikkerhed - tilfældigt kommer i besiddelse af et skattekort og drager ud for at finde den legendariske kaptajn Flints grundigt skjulte skat, hvad der bringer ham på kollisionskurs med den svigefulde Long John Silver og hans slæng af hærdede pirater.

Det er til alle tider en god historie, filmatiseret flere gange før, og i Ron Clements og John Muskers tegnefilm er den også en ganske barsk og til tider uhyggelig historie - et par scener virker faktisk, som om de er inspireret af Ridley Scotts »Alien« - med en nu og da ganske avanceret dialog, som når den kvindelige kaptajn på det gode skib Fortuna irriteret bemærker »Lad mig sige det så monosyllabisk som muligt...«.

Altså er dette ikke en film for sarte sjæle, og hvad den i lighed med andre Disney-film fra de seneste år mangler i forhold til klassikerne er sødme, poesi og romantik. De nye film er hårdere i filten og mere hæsblæsende, og sarte figurer som Askepot, Bambi og Snehvide ville ikke overleve længe i disse films temmelig brutale univers, ligesom Lady og Vagabonden afgjort ikke ville have tid til kærligt at deles om en portion spaghetti.

Sådan er det bare, for smagen ændrer sig - »Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer« er sine steder også både barsk og uhyggelig, og med sin dynamiske opfindsomhed og voldsomme stil er »Skatteplaneten« sikkert i pagt med en tid, hvor vi konstant bombarderes med billeder fra alle vinkler og derfor let bliver rastløse. Vores tålmodighed er begrænset, der skal helst ske noget hele tiden, og det gør der i den grad i »Skatteplaneten«.

John Musker og Ron Clements har tidligere instrueret så vellykkede Disney-film som »Den lille havfrue« og »Aladdin«, og teknisk er deres nye film naturligvis upåklagelig med livlige figurer, raffinerede perspektiver og flot dybde i baggrundene, skabt som en kombination af traditionelle håndtegninger og computeranimation. Long John Silver er et monstrum af en cyborg og var utvivlsomt blevet spillet af Arnold Schwarzenegger, hvis dette ikke havde været en tegnefilm, og i det hele taget er »Skatteplaneten« fyldt med groteske skabninger, ofte mere skræmmende end morsomme, selv om filmen også rummer en del hip humor.

Kedelig er den bestemt ikke, mere i slægt med »Star Wars« end med »Bambi«, og selv om den selvfølgelig tager sig store friheder over for Robert Louis Stevensons ramsaltede sørøverroman, er den ingen ringe piratkopi. Men skønt filmen er forsynet med (veloplagte) danske stemmer, bør man nok overveje at skåne familiens yngste medlemmer for dens skrappe kaskader af hidsig planetarisk dramatik.

Eftersynkroniseret på dansk (vises dog i originalversionen i Palads og CinemaxX, København). Længde: En time og 36 minutter. Censur: Tilladt for alle, men frarådes børn under syv år. Palads, CinemaxX, BioCity, Kinopalæet, Albertslund Bio, Baltoppen Bio, Gentofte Kino, Gladsaxe Bio, Kastrup Bio og Værløse Bio i Storkøbenhavn samt biografer landet over.

Cyborgen Long John Silver og den unge helt Jim Hawkins i den højdramatiske tegnefilm »Skatteplaneten«.