Lidenskab og lidelser

»Frida« med Salma Hayek i titelrollen er en flot og lidenskabelig hyldest til den mexicanske maler Frida Kahlo.

Hvis man på et kunstmuseum støder på et billede malet af Frida Kahlo, er man ikke ét sekund i tvivl om, at det er skabt af hende og ingen anden.

Altså en original, markant kunstner - og så sandelig også en kvinde med en stormfuld tilværelse. Mexicaneren Frida Kahlo (1907-1954) var efter en frygtelig busulykke delvis invalideret gennem det meste af sit liv, hun led stærke smerter og gennemgik talrige operationer, hun var gift (to gange endda) med den beundrede, politisk revolutionære samt utrættelig promiskuøse maler Diego Rivera, hun var den landflygtige Leon Trotskijs elskerinde og dyrkede også gerne sex med kvinder, og med stædig viljestyrke malede hun kraftfulde billeder, ofte selvportrætter, som rummer elementer af både naivisme, symbolisme og surrealisme.

Det er oplagt at skildre denne ekstraordinære skæbne på film, hvad Paul Leduc gjorde i 1984 i den glimrende »Frida« med Ofelia Medina i titelrollen. Men for den fyrige mexicanske skuespillerinde Salma Hayek - hidtil mest kendt for sine sexede roller i amerikanske film, sjovest i Kevin Smiths »Dogma« - har det været en årelang ambition at spille Frida Kahlo, og det gør hun nu i en flot og forførende film, som hun selv har været med til at producere.

Den nye »Frida« er med andre ord skabt con amore, og den fremtræder da også som en forelsket - men ikke ukritisk - hyldest til en heroisk kvinde, som mod alle odds fortolker sine længsler og lidelser i voldsomt udtryksfulde malerier af blivende værdi. Diego Rivera, dobbelt så gammel og rent fysisk dobbelt så stor som hende, er på sin vis både skurken og helten i hendes liv, for hans erotiske affærer fylder hende med rasende jalousi, men hun elsker ham alligevel (og han hende), og en opmuntrende kunstnerisk inspirator er han også.

Handlingen i »Frida« bevæger sig stort set kronologisk fremad og skildrer blandt andet den berømte episode, da Diego Rivera i 1933 bliver hyret af mangemillionæren Nelson Rockefeller til at male en vældig fresko i Rockefeller Centre i New York og skaber skandale ved at inkludere et portræt af Lenin. Den fortørnede Nelson Rockefeller betaler for kunstværket og lader samtidig muren rive ned, sådan som det også beskrives i Tim Robbins' yderst interessante »Craddle Will Rock«, der desværre aldrig har fået dansk premiere.

Det har Julie Taymors stort tænkte og modigt realiserede debutfilm »Titus« efter Shakespeares »Titus Andronicus« ærgerligt nok heller ikke, men nu kan vi se hendes evner folde sig frodigt ud i »Frida«, der i overensstemmelse med hovedpersonens temperament er stolt og lidenskabelig, undertiden også patetisk og melodramatisk, sådan som emnet kræver det. Julie Taymor træffer hist og her meget dristige stilistiske valg - den invaliderende busulykke skildrer hun på nærmest Peckinpahsk facon, og i et par billedcollager ligner hendes film noget, som Terry Gilliam kunne have lavet for Monty Python - og hun er så uhyre visuelt bevidst, at der unægtelig kan være noget næsten påtrængende kunstfærdigt og arrangeret ved hendes film, hvad der dog også kan siges at være i Frida Kahlos trodsige, æstetisk ublufærdige ånd.

Spillet er tilsvarende passioneret og ekspressivt i de fleste roller, hist og her grænsende til det affekterede, selv om den altid seværdige Alfred Molina passer nøje på ikke at overspille den selvbevidste livsnyder og bulderbasse Diego Rivera. Som Frida Kahlo med de sammenvoksede øjenbryn er Salma Hayek både forførende, glamourøs og det diametralt modsatte - præstationen rummer eksalteret temperament, men også øjeblikke af dæmpet, smertelig intensitet - og birollerne er besat med et imponerende galleri af gode navne som Geoffrey Rush, Edward Norton, Ashley Judd, Valeria Golina og Antonio Banderas.

Som både barsk og indfølt beretning om en martret kunstnerskæbne er »Frida« i slægt med kvalitetsfilm som Maurice Pialats »Van Gogh«, Robert Altmans »Vincent og Theo«, John Mayburys »Love is the Devil« og Ed Harris' »Pollock«. Men modsat dem og som den første betydelige spillefilm handler den altså om en kvindelig kunstner, og den hæver sig over det individuelle biografiske plan ved at diskutere kunstnerens komplicerede forhold til den politiske verden, ligesom den rummer betagende billeder skabt af en talentfuld nutidig kvindelig kunstner, nemlig Julie Taymor.

Mere dynamisk og udtryksfuldt kan Frida Kahlo næppe hyldes, og skønt hendes liv var fyldt med pinsler, findes hendes heftigt glødende malerier stadig som et vidnesbyrd om en ukuelig ånd, der transformerede elendighed til eviggyldig kunst.

Længde: To timer. Censur: Ikke oplyst.