Bond er bare bedst

»Die Another Day« er en af de mest veloplagte 007-film til dato og bliver absolut ikke ringere af den billedskønne Halle Berrys medvirken.

En uvasket James Bond med fuldskæg og langt tjavset hår???

Ja minsandten, men han kan nu ikke gøre for det, for han har tilbragt 14 måneder som fange i Nordkorea, hvor han er blevet så grusomt torteret, at ingen anden end Bond (og Rambo) ville kunne overleve det.

Det er jo noget - man havde nært sagt forfriskende - nyt at se den normalt totalt tjekkede James Bond i så derangeret en forfatning, og hans ydmygelser er ikke forbi, da han omsider slipper ud af slyngelstaten. For hos MI6 hjemme i London mener man, at Bond har begået forræderi, og han bliver brutalt fyret (eller man vil rettere sagt sende ham til et evalueringscenter på Falklandsøerne!) og mister sin dyrebare 007-status. Derfor må han på egen hånd indlede jagten på den mystiske og magtgale superskurk, der er den egentlige forræder i sagen, og heldigvis kan ingen tage Bonds fantastiske åndsnærværelse og snarrådighed fra ham.

På den led ligner han sig selv, men det gør resten af verden jo ikke, siden den første 007-film havde premiere i 1962, og »Die Another Day« er heldigvis ikke spor nostalgisk, men i høj grad på forkant med udviklingen med elementer som ulovlige diamanter fra Sierra Leone, DNA-transplantationer og et avanceret rumprojekt med det noget letsindige navn Ikaros - samt ikke at forglemme stærke og selvstændige kvinder, først og fremmest i form af den både billedskønne og beslutsomme amerikanske agent Jinx. Hende vender vi tilbage til, men skal først lige have hjerteslaget ned i normal rytme igen.

Balancegangen i Bond-filmene består jo i, at de til en vis grad skal ligne hinanden, så vi kan nikke indforstået og føle os på hjemmebane, men at hver ny film samtidig helst skal være flottere og mere fantasifuld end forgængeren, så vi kan måbe overvældet. Dette dobbelte krav honorerer »Die Another Day« forrygende flot, og den er klart bedre end sine to umiddelbare forgængere »Tomorrow Never Dies« og »The World Is Not Enough« - ja, spørgsmålet er faktisk, om den ikke alt i alt er den bedst begavede og mest medrivende 007-film til dato.

I hvert tilfælde er det kolossalt underholdende at følge Bonds rejse fra Nordkorea via Hong Kong, London, Cuba og Island tilbage til det endelige opgør i Nordkorea, og lige fra de indledende billeder af dumdristige surfere på tårnhøje bølger ud for Koreas kyst anlægger instruktøren Lee Tamahori et energisk tempo i en dynamisk billedstil. Den fastholder han filmen igennem, uden at resultatet bliver forjaget eller forvirrende, og selv om »Die Another Day« selvfølgelig er spækket med højteknologisk isenkram og fyldt med bulder og brag, er den også præget af intelligente indfald og vittige replikker af den velkendte tvetydige art.

... og Pierce Brosnan er selvfølgelig også med, her i en mere actionpræget scene.

Blandt de mange dramatiske højdepunkter - filmen består stort set ikke af andet - er et slagsmål mellem livsfarlige løbske laserstråler i et gigantisk ispalads i Island (hvor ellers?), mens den geniale Q's nyeste opfindelse er en Aston Martin, som kan gøres usynlig. Hvordan det går til, får vi oven i købet en nogenlunde troværdig forklaring på, og den bemærkelsesværdige (selv om man altså netop ikke bemærker den) bil indgår i nogle af filmens flotteste stunts, hvorimod et par scener med computerskabte effekter i denne sammenhæng er overraskende ubehjælpsomme.

Til gengæld er det en glimrende idé at indlægge en god gammeldags fægtescene af en kaliber, som ville have frydet Errol Flynn. Skurken er selvfølgelig helt vild efter at spidde Bond, men ingen magter at pierce Brosnan, og den elegante irske skuespiller er nu for fjerde gang en attraktiv agent 007 med en fin blanding af handlekraft og humor. Det er spild af tid at diskutere, om han er lige så god som Sean Connery, og det er hævet over diskussion, at »Die Another Day« med Jinx byder på den mest ligestilling-symboliserende Bond-heltinde til dato - og tillige den mest attråværdige, for den chokoladefarvede Oscar-vinder Halle Berry er betagende i bikini, kæk i camouflagedragt og lækker i læder. Sammen med Pierce Brosnan demonstrerer hun i øvrigt, hvordan man kan skabte en dampende hed sexscene uden at vise nøgne kroppe, hvad man på én gang må beklage og beundre.

Den britiske skuespillerinde Rosamund Pike med den fine ferskenteint er også et spændende bekendtskab som den dydige (men farlige) dobbeltagent Miranda Frost, og Toby Stephens brænder af aggressiv intensitet som den højrøvede superskurk Gustav Graves, der ligesom sine mange megalomaniske forgængere selvfølgelig tilstræber globalt herredømme, men har en overraskelse gemt i sin identitet. Man noterer sig i øvrigt, at Bond-filmenes overskurke ikke længere er korpulente ældre dignitarer - som dengang, da de blev spillet af lettere stivbenede herrer som Gert Fröbe, Donald Pleasence og Curd Jürgens - men vrede og ambitiøse unge mænd i lige så god fysisk form som James Bond.

Som film nummer 20 på 40 år i den »officielle« Bond-serie diverterer »Die Another Day« med indbyggede henvisninger til flere af sine forgængere, men den mest spidsfindige reference optræder dog, da Bond på et kontor i Havana står og blader i en bog om fugle og siden giver sig ud for at være ornitolog. Bogen er nemlig autentisk og skrevet af en fuglekender ved navn James Bond - forfatteren Ian Fleming huggede simpelt hen hans navn, da han i 1952 opfandt sin hemmelige agent.

For den newzealandske instruktør Lee Tamahori er filmen en tiltrængt triumf. Efter sit gennembrud i 1994 med det stærke maori-drama »Once Were Warriors« har han i USA spildt sit talent på ret ligegyldige spændingsfilm som »The Edge« og »Edderkoppens spind«, men med sit inspirerede bidrag til Bond-sagaen viser han storslået opfindsomhed og ultraprofessionel kontrol over de eksplosive virkemidler.

Selvfølgelig er der tale om kulørt underholdning, og naturligvis er nogle af scenerne vildt usandsynlige, for sådan er det bare med Bond. Sandt at sige havde det næppe misklædt filmen at være et kvarters tid kortere, men »Die Another Day« er ikke desto mindre toptunet og højpotent underholdning med et passende glimt i øjet, og Halle Berry er simpelt hen - nej, gå hellere i biografen og se selv.

Længde: To timer og 13 minutter. Censur: Tilladt over 11 år. Imperial, Palads, CinemaxX, Empire og Kinopalæet i København samt biografer landet over.