Forrygende fryd

Otte attraktive skuespillerinder sprudler i den franske »8 kvinder«, der formentlig er årets mest forførende film.

En enkelt mand optræder i filmen, men man ser ham kun bagfra i flash-backs, og i øvrigt er han død. Myrdet. Vist nok.

Ærgerligt for ham, for dermed går han glip af at være sammen med otte af Frankrigs mest attraktive skuespillerinder, der i François Ozons forrygende »8 kvinder« folder sig strålende ud i en historie, der er både kriminalfilm, melodrama, satire, musical og tragedie, og som sprudler og sprutter af stilsikker veloplagthed.

Vi befinder os engang i 1950erne (det fremgår bl.a. af kvindernes hofte- og strømpeholdere) i en stor villa på landet, hvor husets herre Marcel ligger oppe på første sal med en kniv i ryggen. Nede i stueetagen skændes de otte dejlige damer bragende om, hvem der har taget livet af Marcel, og de er hans kone Gaby (Catherine Deneuve), Gabys mor Mamy (Danielle Darrieux), Gabys søster Augustine (Isabelle Huppert), Gabys to halvvoksne døtre Suzon og Catherine (Virginie Ledoyen og Ludivine Sagnier), Marcels søster Pierette (Fanny Ardant), stuepigen Louise (Emmanuelle Béart) og kokkepigen Chanel (Firmine Richard)

Vi er nødt til at nævne dem alle, for »8 kvinder« er et udsøgt eksempel på ensemblespil. Der er lidt Agatha Christie over den, og fraværet af en regulær detektiv - huset er selvfølgelig isoleret fra omverdenen - får de otte skønne strigler til selv på skift at agere opdagere, idet de udsætter hinanden for skrappe krydsforhør. Hele tiden kommer nye, skumle hemmeligheder for dagens lys i en listig historie konstrueret som et sindrigt puslespil, hvor alle brikker falder på plads, men ikke nødvendigvis i første omgang på den rigtige plads.

»8 kvinder« er en smule i slægt med Robert Altmans »Gosford Park«, fordi den handler om et mystisk mord begået på et herresæde fyldt med herskab og tjenestefolk. Og den er samtidig beslægtet med Pedro Almodóvars film, ikke kun fordi den skildrer kvinder på randen af et nervøst sammenbrud, men også fordi François Ozon minder om Almodóvar med sit på én gang ironiske og kærlige forhold til det klassiske, lettere kitschede Hollywood-melodrama.

For at fylde overflødighedshornet helt til randen er »8 kvinder« ydermere i familie med Woody Allens »Alle siger I Love You«, eftersom de otte skuespillerinder på skift bryder ud i sang uden at være eftersynkroniseret af professionelle sangere. De gør det følsomt og danser sågar samtidig, og deres uskolede, for nogles vedkommende ret spinkle sangstemmer tilfører filmen ekstra sødme og charme.

François Ozon er en meget talentfuld og ret mærkelig instruktør. Hans bøssedrama »Dråber på hede sten« efter et skuespil af Rainer Werner Fassbinder var misantropisk og klaustrofobisk knugende, mens hans »Under sandet« med Charlotte Rampling var et indtrængende psykologisk portræt af en sørgende kvinde. Hvem ville have troet, at han kunne kombinere komedie og drama på en både festlig og farlig måde?

Det kan han. Luften er tung og giftig af udsøgte nederdrægtigheder i »8 kvinder«, elegant og raffineret serveret, og alle spiller fremragende - fra den nærmest legendariske Danielle Darrieux (filmdebut i 1931!) via det smukke ikon Catherine Deneuve og den billedskønne Emmanuelle Béart til den frygtløse Isabelle Huppert, der yder en furiøs præstation som frustreret gammeljomfru med grimme briller, kikset frisure og vulkanske aggressioner - oven i købet spiller hun klaver ligesom i Michael Hanekes frygtindgydende »Pianisten«, oh skræk, men er det hende, der har myrdet Marcel?

Det kunne end ikke den spanske inkvisition få os til at afsløre her, men vi røber gerne, at »8 kvinder« tydeligvis er baseret på et skuespil, hvad der ikke betyder det mindste. For den er vittig, virtuos og temmelig vidunderlig, og vi vil mene, at den nok er årets mest forførende film.

Længde: En time og 43 minutter. Censur: Tilladt over 11 år.