Skrupskøre søstre

Natasha Arthys Dogmefilm »Se til venstre, der er en svensker« byder på fremragende skuespillere og en temmelig rodet handling.

Katrine skal giftes med den flinke Jonas, og de elsker vist nok hinanden og alt det dér, men så ser Katrine til venstre, og der er en svensker.

Thomsen kaldes han, en måske lidt påtrængende, men varm og festlig type. Engang var han kæreste med Katrines storesøster Mette, men så stak han af til Kenya, hvor han nu har været i to år, mens Mette sidder på den lukkede afdeling og er dybt deprimeret. Skal hun med til Katrines bryllup? Bliver der overhovedet noget bryllup?

Undervejs i Natasha Arthys Dogmefilm »Se til venstre, der er en svensker« tvivler man stærkt, for efter Thomsens uventede ankomst udvikler historien sig mere og mere kaotisk. Et par opstemte polterabender (en for vennerne, en for veninderne) eskalerer kraftigt under hyl og hvin, Katrine og svenskeren spiser nogle mystiske blå piller og kommer til at grine enormt meget, et forsøg på at befri Mette fra den lukkede bringer politiet i aktion, og bag det altsammen gemmer sig en tragisk hemmelighed, for i nye danske film skal der jo ske enten store eller små ulykker.

Lyder det lidt rodet? Det er det, for selv om den har manuskript af selveste Kim Fupz Aakeson, virker filmen ofte, som om den er mere eller mindre improviseret frem af et til tider dybt koncentreret, til tider temmelig adspredt filmhold. Handlingen har en mærkelig rytme med lange, dvælende scener brat afløst af korte og hektiske, og der er noget flagrende og skødesløst ved den, som gør den til tyndbenet Dogme light.

Kombinationen af Dogme og Natasha Arthy virker da heller ikke ganske oplagt, for det mest originale i hendes debutfilm »Mirakel« var de indlagte musical-indslag, og ledsagemusik er jo forbudt i Dogmefilm. Det problem løser instruktøren ved at lade Mette sidde med en walkman og fantasere - og vupti dukker den karismatiske Jimmy Jørgensen plus backingmusikere op i billedet og giver et nummer. Fikst fundet på, selv om det vel tangerer Dogme-snyd, men også med til at gøre historien ujævn.

I ingenmandsland

Kim Fupz Aakesons talent for præcise psykologiske portrætter viser sig i scener, som balancerer hårfint mellem det morsomme og det pinlige, mens filmen generelt til gengæld ikke balancerer særlig sikkert mellem det overstadige og det smertelige. Den befinder sig i et underligt ingenmandsland mellem komedien og det psykologiske drama, og dens personer har en tendens til at opføre sig så umodent og uansvarligt, at man følger deres hujende udfoldelser med en vis ulmende irritation.

Heldigvis spiller de medvirkende bragende veloplagt, som danske skuespillere jo generelt gør i tidens film. Katrine har det problem, at hun undertiden har frygtelig svært ved at sige sandheden - dels er hun konfliktsky, dels vil hun nødigt såre andre - og hendes kvaler fortolker Sidse Babett Knudsen forrygende flot og nuanceret, selv om man kan tilføje, at filmen forsøger at malke hendes talent til sidste dråbe. Hun spiller på livet løs i mange og lange nærbilleder, og nu og da har man lyst til at hviske til både hende og Natasha Arthy, at de gerne må dæmpe sig lidt og slappe en smule af. På den anden side - hvis de havde gjort det, var filmens ultratynde handling formentlig faldet sammen som et korthus i gennemtræk.

Björn Kjellman er charmerende som den spontane Thomsen, Søren Byder byder på et forfriskende nyt ansigt som Jonas, Lotte Andersen ruger mørkt og indædt som Mette, og trioen Louise Mieritz, Mette Horn og Lene Maria Christensen sørger som Katrines fjantede veninder for frivol komik. Kristian Halken bestrider kun en ganske lille rolle som frustreret præst, men har til gengæld filmens suverænt bedste replikker, og modsat en del af dialogen med dens tendens til ordrig tomgang virker de skarpe og gennemtænkte.

De seneste års mange vellykkede danske film har givetvis gjort os forvænte, og man ville være et skarn, hvis man ikke værdsatte humoren, energien og det engagerede spil i »Se til venstre, der er en svensker«. Man vil bestemt gerne se flere film af den talentfulde Natasha Arthy, men helst med historier, der hænger bedre sammen og ikke flakser så forvildet omkring som her.

For det er sympatisk, at »Se til venstre, der er en svensker« kun varer godt halvanden time, men unægtelig et problem, at den føles væsentlig længere. Lad os bruge et pænt ord og konkludere, at den opleves som en smule uvedkommende.